257 / 390
246
L. GlaliR.
anbefaler sig ved sin Simpelhed og Overensstemmelse med Lovens
Aand. Med det Forbehold, at den retslige Charakter ikke svæk
ker, at Naaden er Grundlaget, er Navnet »den juridiske Theori«
eller »Straftheorien« godt og træffende. Blot er Ofiferhandlingen
ikke ét med Soning, men Ofret er Gave paa Grundlag af
Soningen. Det fremhæves eftertrykkelig f. Ex. af Hengstenberg
(7- 3°)? Kurtz (121 fif. i Hovedskriftet fra 1862) og Cave (97
fif.),
der siger: »The idea of presentation (or giving to God) was the
fundamental idea of all sacrifice« (98)- »The idea of atonement
belonged simply to sacrifices of biood« (100). Om de ublodige
Ofre siger han (106), at de ere »gifts pure and simple, without
any element of atonement«; ligesaa Kurtz (50): »Als das Mittel
der Opfersiihnung wird das Blut genannt, . . . woraus sich
ergiebt, dass nur dem blutigen, nicht aber auch dem unblutigen
Opfer siihnende Kraft beiwohnt«.
Dette har sin Berettigelse overfor Bestræbelsen efter at ud
slette O f f e r s o n i n g e n s c h a r a k t e r i s t i s k e Mæ r k e , B l o d e t .
Men paa Basis af dette er det sonende ikke udelukket fra noget
Ofifer: Lev. 9, 7 fif. 14, 20 31. 1 Sam, 3, 14. Ez. 45, 15. 17.
2 Krøn. 29, 7 fif. b. Sirach 45, 29 f. (Dsk. Ov.), jf. Hebr. 5, 1,
desuden de særlige Tilfælde Lev. 5, 11. Num. 17, 11 f. (Dsk.
Ov. 16, 46 f.); ogsaa hele Ofiferhandlingen er “'Spb (jf. ovenfor
213). Soningen er nemlig knyttet til hele Kultus med Hellig
dom, Præster og Ofre og i videre Forstand til al Fromheds-
ytring og det, at der overhovedet findes noget relativt rent og
gudvelbehageligt i Folket, og i sidste Instans beror den paa
G u d s f r i e N a a d e . Men denne ytrer sig, som ovenfor omtalt,
i Oprettelsen af Pagten med Ofret som Naademiddel. Naaden
opretter Pagten, Pagten hviler paa Ofifer, Ofrets Grundlag er
Soning, Soning beror paa Blodet, Blodet betyder Død. Saa-
ledes bliver Guds Forhold til det syndige sig selv ligt baade i
Straf og Soning; der straffes, naar Synden er saadan, at den
ikke kan tilgives, og i Tilgivelsen, som Soningen er efter sit
inderste Væsen, sker Guds Helligheds retfærdige Krav F y ld e st;
iskjønt “153 saa ofte udenfor Kultus med Gud som Subjekt falder