Previous Page  252 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 252 / 390 Next Page
Page Background

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

24I

var Formaalet, maatte r r a n være valgt, siger man; da i Stedet

for 'jrrø bruges, kan Døden ikke være det væsentlige, men Døds-

maaden, nemlig Blodets Udstrømning. Grunden kunde dog

være, at 'JhlT forener de to Ting, baade, at Blodet strømmer

ud, og den voldsomme Død. Dets Etymologi er (Gesenius’

Handwörterbuch10, Kurtz 84): at strække til Jorden; det er der­

for et anskueligt Udtryk for den blooige Død ved Slagtning,

men erstattes h e r a f fiin’J og rOT, undtagen naar det voldsomme

skal frem (Es. 22, 13, parallelt med det stærkeste Ord

dræbe,

myrde) eller Hensynet til at vinde Blodet (Gen. 37, 31, hvor

Bukken ikke slagtes for at spises, men for at faa Blod til at

dyppe Kjortelen i). Derfor er -Jnp almindeligt om at slaa ihjel,

f. Ex. Num. 14, 16. Dom. 12, 6. 1 Kg. 18, 40. 2 Kg. 10, 7. 14.

25, 7, o g i Ofifersproget, hvor det direkte Maal er at vinde Blodet

(som Delitzsch siger), men det indirekte eo ipso at udtrykke

Døden, hvortil den omtalte Brug om voldsom Død svarer.

Riehm anfører (64) Es. 22 og Gen. 37 mod Kurtz’s Bemærk­

ning, at :2tTi25 aldrig bruges om den sædvanlige Slagtning; men

de to Steder have, som antydet, en vis Nuance; i Es. 22 er

-¿rro: ved Siden af :nn den malende Beskrivelse af det materia­

listiske Sinds Hastværk: lader os æde og drikke, thi i Morgen

skulle vi dø. Riehm føjer til, at det kun da kunde være poena

vicaria, hvis det var »ein gesetzlicher terminus für die r i t e ,

sei es von den Menschen, sei es von Gott vollzogene Todesstrafe«,

medens

staaromD ød »in summarisch — formloserWeise«,

som Kurtz selv siger; men naar Hovedhensynet er at vinde

Blodet, kan det ikke forandre Sagen, at Døden her, foruden at

være voldsom, sker paa rituel Maade. Stærkere Ord end isnyj

haves ikke, naar man vil forene Blodet og Døden; det er det

samme som rp'/O“ , men saaledes modificeret, at det passer til

den rituelle Brug.

Fremdeles indvende nogle, at, var der Tale om Straf,

maatte Præsten som Guds Repræsentant slagte Ofret. Men

Præsten er i Offerhandlingen Menighedens Repræsentant; kun i

Skyldofret, hvor Præstens Vurdering er saa iøjnefaldende, træder