238
L. Glahn.
Blodet for noget helligt. Kun til én Brug har Gud givet Men
nesket Magt derover, nemlig til Soningsgave, hvortil det ogsaa
passer bedre end noget andet, fordi det dog har nogen Lig
hed med den menneskelige Nefesch. Blodet er altsaa at be
tragte som den ædleste Gave. Ogsaa hos Schultz er det
Blodets hemmelighedsfulde Væsen som »das alleinige Eigenthum
Gottes, sein Allerheiligstes in der Natur«, Vægten ligger paa
(3 5 0 ; ligesaa hos Marbach i Afhandlingen »Das Blut«. Ud
gangspunktet ior denne Tale hos de nyere er formodentlig til
dels Ewalds livfulde Forklaring af Blodet S. 51 ff. »mit all dem
unendlichen tiefen schauer welcher den menschen überwältigt
wenn er einmal den schieier zwischen sich und dem Göttlichen
etwas zerrissen sieht«.
Men Blodets naturlige Hellighed forslaar ikke til at for
klare Soningen Hellighed er her en negativ Bestemmelse, som
vil sige, at det tilhører Gud som Livets Herre og ikke vilkaar-
lig tør tilegnes af Mennesket; derfor skal det ved Slagtning
udøses paa Jorden som Vand og skjules med Støv (Deut. 12,
16. 24, Lev. 17, 13). E t positivt, ethisk Indhold har det ikke,
men er kun helliget. Hvorledes bliver det derved sonende,
skyldsudslettende? Hvis Blodceremonien i Ofringen, som Marbach
(148, jf. 146 f.) siger, kun udtrykker Tilbagegivelsen af Ejen
dom til den rette Ejermand, er det ikke let at opdage noget
sonende i saa simpel en Pligtshandling. Efter denne Theori
maatte Blodets Brug ikke mindre end Slagtningen være en
Overgangsakt; man maatte blot sørge for, at det paa en værdig
Maade skafifedes bort, lade det løbe i Jorden ligesom ellers. E t
Offer kunde det aldrig blive; thi Grundbetingelsen herfor er
jo, at det ejes af den ofrende. Hos Riehm kommer det tyde
ligere frem, at Blodet kunde kaldes en Gave fra Menneskets
Side; Gud har nemlig overladt Mennesket det til denne be
stemte Brug. »Jeg har givet eder det paa Alteret til at sone«.
Gud har afstaaet det, men kun til Soning, ikke til Gave i
egentlig Forstand. Blodet er noget, »was die Acceptation aller
Gaben von Seiten Gottes erst möglich macht«, . . . »die conditio