259 / 390
248
L. Glahn.
i disse sidste Handlinger. Brændofrets Kjød og Fed t brændtes
altsammen, deraf dets Navn 5^ 3 , Heloffer, Deut. 33,10. SI.
51,21. Ved Takofrene brændtes altid kun de omtalte F ed t
dele ; af Kjødet fik den ofrende Præst visse S tykk e r, men det
meste tilfaldt den ofrende selv, der holdt et Glædesmaaltid der
med, Lev. 7, 15 ff. Deut. 12,7 ff. Dette Maaltid, hvor Israeiiten
er Gjæst ved Jehovas Bord (jf. Kurtz 134 ff), var Pantet paa
Guds Velbehag (Ex. 24, 11) og Højdepunktet af den religiøse
Festlighed. Til Maaltidet knytter sig i høj Grad for Østerlænd
ingen Forestillingerne om Venskab og Glæde; det er derfor
et yndet Billede paa Lykke, ja Salighed: SI. 23,5. 36,9. Es.
25,6. Mt. 8, 11. 26, 29.
Denne lyse og fortrolige Charakter mangler ved Synd- og
Skyldofret (Lev. 7, 7). Naar Blodet af Syndofret ikke bragtes
indenfor i Helligdommen, brændtes Fedtdelene paa Alteret, og
Kjødet spistes, men af Præsterne alene og paa et ikke blot
rent, men helligt (gudindviet) Sted, nemlig i Forgaarden, Lev.
6, 19. Dette Maaltid var Embedspligt og havde ikke noget
festligt P ræ g1). Bragtes noget af Blodet indenfor det ydre Fo r
hæng, brændtes alt: Fedtet paa A lteret, Kjødet med Huden,
Indvoldene og det hele udenfor Lejren (Staden) paa et rent
Sted, dér hvor Asken fra Brændofferalteret lagdes, Lev. 4, 8 ft.
Om Opbrændingen af Offergaven hersker der i nyere Tid
større Enighed end om mangt et andet Punkt i hele Offerritus.
Kjødet overgives til Gud ved at lægges paa Alteret og mod
tages af ham ved at fortæres af Ilden; idet Røgen fra Alterets
Ophøjning stiger op mod H immelen, tilegnes det af Jehova til
») Ved Duesyndofret Lev. 5, 7 ff. skulde Duen til Brændoffer formodent
lig erstatte Fedtdelene; Syndofiferduen maa i Analogi med V . 13 være bleven
spist af Præsten. Jf. Riehm 69. — Oehler bemærker S. 481 : Dass das Ziegen-
vieh (namentlich der Ziegenbock) beim Material des Sündopfers so sehr vor
waltet, hat w ohl seinen Grund in dem minder schmackhaften Fleisch desselben;
denn die Verzehrung des Opferfleisches durch die Priester bei einem T h eil der
Sündopfer ist nicht als förm liche Mahlzeit zu betrachten. Dem entspricht dann
bei dem Surrogat — M ehlopfer der Armen die Weglassung des Oels.