265 / 390
254
L. Glahn.
En Bekræftelse er Talmuds mærkelige Udtryksmaade, at »alle
de hellige Skrifter gjøre Hænderne urene; ogsaa Højsangen og
Prædikeren gjøre Hænderne urene«x). En anden Parallel er
Lk. 5, 8, jf. Es. 6, 5 og Engleaabenbarelser. Helligheden kan
ogsaa ytre sig dræbende: den, som ser Gud, maa dø. Naar
det helliges (gudindviedes) Lys falder paa det rene (dagligdags),
ses dettes Pletter, skjønt det ikke er urent og vanhelligt. Naar
det hellige (højhellige) rører ved noget urent, udsættes det selv
for Profanation; naar det rører ved noget rent (den nevtrale
Mellembestemmelse), drages dette ind i Hellighedsforpligtelsen;
thi intet er i sig selv saa rent, at det kan taale en Berøring
med det hellige. Resultatet er derfor, at baade det hellige og
det urene kunne gjøre uren, men én og samme Ting kan ikke
være baade hellig og uren.
Riehms Forsøg paa at finde et Punkt i Offerhandlingen,
hvorved det undgaas, »dasz in der Gottesdienstordnung die
sündenvergebende Gnade sich so einseitig erweisen soll« (se
ovenfor 231), kan altsaa næppe føre tilMaalet (jf. Schultz’Kritik
361 f.). Kurtz’ Fejl er, ifølge Riehm 69, ikke, at han over
hovedet har søgt en poena vicaria i Offerritualet, men »dasz
er dieselbe in der Schlachtung gefunden zu haben meinte, die
doch vollzogen wird, b e v o r die Thiernephesch zur Schutzbe
deckung für den Opfernden dargebracht worden ist. Erst n a c h
dieser Darbringung kann nach einfacher, der Natur der Sache
entsprechender Anschauung der Eifer des Heiligen gegen die
in seiner Nähe befindliche Sündenunreinheit als auf das Siind-
opferthier gerichtet, gewissermaszen als auf dasselbe abgeleitet
gelten«. Og det sker da øjensynlig med Syndofferkjødet.
Dette Stykke leder dog langt snarere til den Slutning, at der
er noget skjævt ved Riehms Ordning; baade Kurtz (jf. ovenfor
237: auch ich mache n i c h t die Schlachtung, sondern die Blut
sprengung an den Altar zur Hauptsache) og han ere enige om,
at det er Dyrets Sjæl paa Alteret, der tjener til »Schutzbe-
‘) F. Buhl, Den gammeltest. Skriftoverlevering 1885, 6 f. og 14.