266 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
deckung« ; men det er ikke let at se, hvorfor Guds Helligheds
Iver maa ytre sig e f t e r Beskyttelsen. Dyrets Fremførelse er
en stedfortrædende »Darbringung«; mod det rettes Guds Nid-
kjærheds K rav; men fordi alt afhænger af hans souveræne
Naade, betones ikke Slagtningen, men Modtagelsen af den
derved frembragte Død. Riehm fremhæver Blodet som det
med Menneskets Liv beslægtede, Oehler tillige Renheden ved
dette Liv, og den juridiske Theori gjennemfører dette Hen
syn til Guds Helligheds Fordring ved at betone Hengivelsen
gjennem Døden, medens Riehm henlægger dette uafviselige
Krav til et Punkt i Handlingen, hvor Omgivelserne intet tale
om Guds Vrede.
Orelli kommer derfor ved at fastholde Riehms Udgangs
punkt tilbage til Straftheorien, jf. Stykket »Das Moment der
Genugthuung in der Kapparah«, 181—83. Her hævdes Soningens
Nødvendighed og Guds Naades Frihed, at »der Fehltritt« kan
blive »auf das Gebiet des Eigenthums übertragen und hier gut
gemacht« ved en “s'r, men at, »wo eine Sühngabe an Gott zu
entrichten ist, dessen Heiligkeit verletzt worden, bleibt freilich
diese Sühne stets eine inadäquate, ihre Geltung ist daher von
der Werthung von Seiten Gottes abhängig«. I Kultus er denne
Naadeordning sat i System, og det regulære Soningsmiddel er
B l o d e t . »Die Darbringung des Blutes aber ist nicht blos die
einer Gabe, sondern eines Lebendigen, dessen Leben damit
gewaltsam ausgeschüttet wird«. Orelli fremhæver det Indtryk,
Dyrets Død maa gjøre, og siger, at, skjønt Eftertrykket ikke
ligger paa Slagtningen, er dog »eben jene Hingabe und Aus-
gieszung des Blutes eine g e w a l t s a m e E n t a i i s z e r u n g d e s
L e b e n s , welche an die Stelle des göttlichen Gerichts über
den Sünder, das sein Leben bedrohen würde, tritt.
Nicht
etwas nur, was er h a t und b e s i t z t (wie dies beim Schuld
opfer der herrschende Gedanke ist), sondern etwas, was l e b t
wie er, gibt der Mensch im blutigen Opfer hin, namentlich im
Siindopfer«. Man kan ikke undgaa Tanken om en stedfor
trædende Lidelse af Døden, siger Orelli (uafhængig af, at han