271 / 390
26
o
L. Glahn.
death more visible and complete« ( i 88), men som piner Talen
om Blodet til at betyde »in so far . . . as the sprinkling of the
blood completed, as it were, the repentant confession, the blood
might even be said to be the m e a n s of atonement« (192).
Hos Middelalderens Rabbinere var Straftheorien den
gængse; jf. Outram 269 ff., ogsaa Philippson 568: den rabbinske
Mening, som endnu har de fleste Tilhængere i den christne
Kirke, er, at Menneskets Synd gik over paa Offerdyret, som
lider Døden i Stedet for det skyldige Menneske, der skal be
tænke, at dette var hans Lod, hvis ikke den evige i sin Barm-
hjærtighed havde indsat et Sonemiddel for hans Synd; »dets
Blod for hans Blod, og dets Liv for hans Liv« (Ramban). Men
trods Straftheorien k a n det hele opfattes symbolsk-subjektivt;
Herxheitner og Abrahams ere selv fra nyere Tid Exempler
paa den Sammensmeltning. Den første siger (491), at Ramban
o. a. betragte Offerdyrene som syndige Menneskers Stedfor
trædere og alle Offerhandlinger som S y m b o l e r . Ogsaa Abra
hams (197): »It is true that in a certain modified form the
doctrine (om Stedfortraedelse) was held by many of later Jewish
authorities. But it was always accompanied by limitations that
deprived it of its significant character as a complete theory of
the Atonement«. Jf. Kalisch 193.
Men Ofrets objektive Betydning og evige Gyldighed har
Jødedommen dog ikke kunnet glemme. Det viser sig bl. a. i,
at Ofrets Gjenindførelse er et Fremtidshaab. Saaledes hedder
det i den mere end tusendaarige synagogale Bønnebog l) i
Schemone esre, som er en af de vigtigste Bønner: »Du ind
stifte atter Gudstjenesten i dit Huses inderste Helligdom, og i
Naade og Kjærlighed modtage du Israels Ildofre og Bønner,
og lad dit Folk Israels Gudstjeneste stedse være dig velbehage
lig«. Samme Ord i Søgnedags Morgenbøn (66), i Aftenbøn
om Hverdagen (123), i Sabbaths Aftenbøn (149), i Morgenbøn
') Thephilath Israel ved A . A . W o lff, 3dje Udg. 1872 (Hebraisk og
Dansk).