273 / 390
2
Ö2
L. Glahn.
han slaar den mod Væ ggen og dræber den. Jf. Delitzsch paa
anf. Sted, Edersheim 94 f., Oehler 499. Det kabbalistiske Parti
mener, at Ofrene kun ere ophørte paa Jorden, men fortsættes i
Himlen (Holdheim 14).
I D i r k e n kommer ikke alene den subjektive Side a f
Ofret til sin Ret, men ogsaa den objektive, idet Christi al-
gyld ige Offer for evig har afløst de skyggeagtige Forbilleder.
I n. T . er Pie bræerbrevet denne
1
ankes Gjennemførelse. Den
traditionel-kirkelige Opfattelse er dog ikke den eneste, der
lastholder en o b j e k t i v Betydning a f de gammeltestament
lige Ofre.
Derimod har der ogsaa hos de christne Theologer vist
sig Tendens til at gjøre Soningen subjektiv. Bäh r er trods
alle sine Fortrin en a f Hovedrepræsentanterne herfor. I Nutiden
synes det at være en Indvirkning fra Filosofien ved Aarhund-
redets Begyndelse, især Hegel, som spores heri, paa Bekostning
a f det rent bibelske. Bähr selv har, som omtalt, Slægtskab
med Hegel, der definerer Ofret som »die Negation, dasz der
Mensch sich seiner Subjektivität abthut«, og som den højeste
Besiddelses Opgivelse, og taler om Blodet som det guddomme-
lige og »der Tod«, som bliver til »ein verjüngtes Aufleben«
med F ön ix som S ym b o l1). Jf. Marheinecke: Ofret er »eine
Weihe des vergänglichen Scheinwesens an das Urwesen« (Bähr
244).
En ældre Paavirkning er muligvis den socinianske. I
Striden om den nytestamentlige Forsoningslære søgte Soci-
manerne at berøve den almindelige Opfattelse Støtte i de
gammeltestamentlige Ofre.
Argumenterne ere væsentlig de
samme som de 1 nyere T id fremførte.
Saaledes siger Crellius
1 sit Skrift Contra Grotium X , 3 7 ; Exp iatio in sacrificiis non
de ipsa mactatione pecudis, quæ revera fuisset luitio illa seu
poenæ persolutio, sed de iis dicitur, quæ mactationem conse-
quebantur, atque imprimis de aspersione sanguinis; jf. X , 13,
hvor der fortsættes: mors autem Christi cum mactatione vic-
’) Hegel, Religionsphilosophie 1832, 2, 76 ff.