266
L. Glahn.
paa Blodsprængningen, men fordi den skal »typify the Divine
atonement solicited and granted«. Kalisch bliver staaende ved
den subjektive Side, at »the animal dies to s y m b o l i s e the
death deserved by the offerer« (193), fordi, efter hans Mening,
den reale Stedfortrædelse ikke vilde være »a covering of the
sin or wiping out of it, no pardon and no mercy, in which the
sacrificial system is centred« (hos Leighton næsten det modsatte
af den sidste Sætning). Westcott forener1) Straftheorien og
Livstheorien, idet Blodet er »living when shed (Gen. 4, 10.
Hebr. 12, 24. Apok. 6, 10)«; derfor »two distinct ideas were
included in the sacrifice of a victim« . . . »the death was in
flicted by him who in his representative acknowledged the due
punishment of his sin; the bringing near to God of the life so
(mærk) rendered up was the office of the appointed mediators
between God and men Death and life were b o t h exhibited«.
Dette »so« og de anførte Steder viser dog, at det netop kommer
an paa I d e n t i t e t e n og ikke paa »two distinct ideas«; fordi
Blodet er Dyrets Liv, betyder Blodets Præsentation, at Livet
er t a g e t f r a Dyret.
De dansk-norske Forfattere ere mere delte. Hornsyld har
den gammeldags Opfattelse: Ofret er forsonende, en Spaadom
om en Frelser, dødsskyldig for den ofrendes Synder, indeholder
derfor en sædelig Belæring langt stærkere end Ord. Kalkar
minder noget om den hegelske Tid: Trangen til Forening med
det guddommelige og en Længsel efter at lade det evige be
herske det timelige ligger til Grund for alle Ofre. I Ofret
fremlagde Israeliterne deres Trang til en Forligelse med Gud;
det er en Type paa Christi opofrende Død, den højeste Op
ofrelse af det endelige. Helveg hævder, at i Ofret er selve
Lidelsen det fredstiftende, 153 f.
1 8 0 ;
0g det betyder ikke blot
Forsoningen, men er den virkelig, er saa at sige Sakrament,
129. Stenersen fremstiller ligeledes bestemt Straftheorien, 121 ff.
*) The Epistles o f St. John i
8 8 6 2
, 34— 37. Jf. M illigan in The E x
positor 1888, 342 ff.