278 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus
267
orn slutter sig nærmest til Keil, 190 ff., og siger: Ofret be
tegner, at den ofrende er villig eller pligtig til at give sin Sjæl
hen i Døden som et Sonemiddel for sin Synd. Men dette kan
han dog ikke, og derfor er Ofrets Idé først realiseret af Christus.
Listov imødegaar den juridiske Theori og er enig med Oehler
og Riehm, 340 ff. O. Møller har ingen Tiltro til Båhrs Tale
om Ofret som Udtryk for Menneskets Selvhengivelse 440 ff.;
forsonende Betydning har det endnu mindre, men kun op
dragende til at forstaa, at »Synd kræver Død«. Jf. Kalisch.
A f de andre forannævnte Theologer fremhæver derimod O.
Jensen som Ofrets Betydning Selvhengivelsens Tanke, saaledes
som den maa fremtræde, naar Mennesket er blevet syndigt (198),
hvormed den juridiske Theori paa sin Vis kunde samstemme,
men den bekæmper Forfatteren, der ogsaa imødegaar Ritschl.
I Ofret udtaler Israeliten angrende sin Villighed til at hengive
sit Liv til Gud (modsat Egoismen), hvilket besvares med For
barmelse (214); Ofret yder altsaa den ethiske Garanti (jf. 198)
og fuldendes i Messiasofret (232). H. E. Hansen, ogsaa norsk,
har den gamle Opfattelse. I denne skjelnes hos Dogmatikerne
mellem en usus legalis, opdragende til Syndserkjendelse, og en
usus evangelicus til Trøst og til at afbilde Christi Offer. —
Oversigter over de forskjellige Opfattelser findes hos Bahr 269 ff.,
Philippson 567 ff., Delitzsch 738 (optages hos Tholuck 93 f.),
og udførligere hos Wangemann 1—85 og Cave 221- 57.
Efter Undersøgelsen af Offersoningens Grundtanke gaa vi
over til det mindre sammensatte Spørgsmaal om denne Sonings
O m f a n g o g V i r k n i n g .
Ogsaa her er det ved Syndofret, Svaret nærmest maa søges.
I Lev. 4 tales om Overtrædelser HWTpa, af Vanvare, 4, 2. 13.
22. 27. I Num. 15, 22—29 foreskrives Syndofre for lignende
Undladelser af at opfylde et eller andet Bud (ikke blot V. 1—
21, men alt det, som Herren har budet ved Moses); til Syndens
Charakter svarer, at Offerdyrene her (V. 24 og 27) ere noget