281 / 390
2JO
L. Glahn.
ei Døden som ved de dybtgaaende Forbrydelser, saasom Raahed
mod Porældre Ex. 21, 15.
iy i
eller mod Menneskeliv Ex. 21,
12.
16, Ægteskabsbrud Lev. 20, 10 o. a. Alle Forbrydelser,
der straffedes med Døden ved Øvrighedens Flaand, vare ude
lukkede fra Soningen; her viser det udvortes sig, idet der ikke
kunde gjøres Forskjel paa angrende og trodsige, og tillige i.
at der ikke sondres mellem den borgerlige og den religiøse
Side, fordi Tanken om et hinsides Liv er saa tilbagetrædende:
den, der straffes med Døden, er eo ipso udelukket af Theo-
kratiet, og hvis man tænkte sig et Offer for hans Lorbrydelses
religiøse Side, var han ved P reden med Gud eo ipso Medlem
af Theokratiet og maatte benaades.
Hvor Gud selv tager
Straffen i sin Haand, især naar det gjaldt hele Folket, kan
Døden afvendes, f. Ex. ved Davids Ægteskabsbrud, der laa
over jordisk Øvrigheds Rækkeevne. Hvor Loven ikke paabød
Dødsstraf, men Tugtelse eller Bøder, viser Skyldofferinstitutionen,
der staar paa Overgang mellem S traf og Offer, at Offersoning
ved Siden af ikke er udelukket; Bøde og Offer, og Lev. 19,
20 ff. Tugtelse og Offer, forenedes i denne Institution.
Hvor
endelig Loven ikke straffede, men paabød Syndofre som i hine
Forseelser
'nr/Jip,
er dette langt fra at være et helt nyt Princip
i Sammenligning med Straf; ogsaa ved Ofrene skærpes Be
vidstheden om Lovens Hellighed, naar selv saadanne uvilkaarlige
og uvitterlige Ting medføre Skyld (Lev. 4, 3. 13. 22. 27. 5, 2 f.
jf* 5) 17) °g ikke lades upaaagtede.
Lev. 5 omtaler nogle Tilfælde, hvor der ikke syndes af
Vanvare, men bevidst: 5, 1 (ved Undladelse af at vidne),
noget svageie 5, 4 (ved letsindigt Løfte), men stærkt 5, 21 f,
hvor der tales om Uredelighed og Vold, men hvor det for
mildende er frivillig Tilstaaelse. Stode disse Tilfælde alene,
maatte det dog se ud, som om Soningen var meget begrænset
og ikke strakte sig saa vidt, som den religiøse Trang dertil.
Dette er en ikke ualmindelig Opfattelse; f. Ex. siger
Phihppi (287): »Es folgt also (han regner 5, 1—13 til Skyld
ofret), dasz für kein sittliches Vergehen ein Sündopfer und nur