287 / 390
2J6
L. Glahn.
Saa klart som paa dette Sted tales der ellers ikke, men
Profetien standser ved en mere almindelig Forjættelse om en
omfattende, blivende Soning, der ligesom alle andre Frelses
goder i den messianske Tid maa staa i Forbindelse med Mes
sias, der har umiddelbar Del i Guds Frelsesplaner og flere
Steder kaldes en præstelig Konge, saaledes uden Tvivl SI. n o
(jf. Jer. 30, 21; Ez. 44, 3) og hos Zacharias Kap. 3, 8 f. og 6,
12 f. Hos denne Profet lader der sig vel ane en frelsende Virk
ning paa Grund af Døden, især 12, 10; men det er først hos
den gamle Pagts sidste og største Profet (Mt. 11, 11), Johannes
Døber, at Es. 53 bliver klart forstaaet ved den Aandens Op
dagelse, Joh. 1, 29 (36) beretter om:
ids o dtuvoS
tov
&eoi 6
cciqojv
ly p dflUQTiav TOV xoo/tiov.
Se det Guds Lam, som
bærer (eller borttager) Verdens Synd! i begge Tilfælde Forso
ningen, Optagelsen eller Borttageisen af Skylden, i Tilslutning
til Es. 53. 11 f. (der taler for, at
aiQei
i Joh. 1, 29 er: tage
paa sig og bære, ligesom Mt. 11, 29). Hvilket bekjendt Lam
tænker Døberen paa? Det ligger nærmest at svare: Lammet i
Es* 53> 7» hvor Taalmodigheden er tertium comparationis; men
dermed kan forenes Tanken om den Betydning, Lammet har
Anfang an darauf hingedeutet; . . . aber wenn das Unzureichende der Sühnung
durch T hierblut schon längst von den tieferen Frommen empfunden worden war"
so hat jetzt, wo jener Dienst ganz sistirt worden (eller er tænkt at være ophørt)'
Deuterojesaja von einem weit höheren Sühnopfer gesprochen*. D et er (448)
»ein Ersatzopfer im höchsten Stil, wobei alle Verschuldung der Gemeinde durch
eine Leistung ohne Gleichen, die w illig e Hingabe des Gerechten in den Tod
soll aufgewogen werden«. Men naar Offerbegrebet i Es. 53 erkjendes, komme'
ogsaa Theologer, der ellers ikke gjøre Døden til det væsentlige, soningskonsti
tuerende ved Ofret, her dog til at forudsætte dette, f. Ex. Delitzsch i sin K om
mentar 552:
als Subj. hebt die F re iw illig k e it seines Opfertodes hervor
welche im Unterschied von den gesetzlichen Opfern das seinige zum wahrhaft
su nhaften machte«. Forskjellen er altsaa kun i Dødens K valitet og V irkn in g
Ogsaa andetsteds findes et saadant testimonium animæ: »Das Opfer, die Hingabe
unw illiger und unbewusster Thiere musste verblassen gegenüber diesem Opfer
m welchem sich die Gerechten (opfattes her k o lle k tiv t) fre iw illig , aus Liebe’
zur ersohnung des Volkes selbst dahingaben« (nemlig til Lidelse og Død>
bchultz 290.
'