292 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
2 8
1
den voldsomme Død. Saaledes forholder det sig, naar det bruges
af andre end Disciplene, derfor om det rent fænomenale; men
her føjes da ikke »Christi« til, kun »hans«, »dette Menneskes«
Blod: Mt. 27, 24 f., Acta 5, 28. Tænkes derimod paafrelsende
Betydning af Blodets Udgydelse i Døden, kan det ikke løsrives
fra Offertanken
l),
heller ikke hos Paulus, der tilmed selv i 1 Kor.
11 anvender Nadverordene in extenso2).
»Christi Blod«, der viser, at n. T. lader det komme an
paa Døden, —
ai/A,a
er Betegnelse for det fuldbyrdede Offer
(Cremer), — forekommer mange Steder hos Apostlene: Rom.
3, 25. 5, 9; 1 Kor. 10, 16. 11, 25. 27; Ef. 1, 7. 2, 13; Kol. 1,
20; Acta 20, 28; Hebr. 19, 12. 14. 10, 19.29.12, 24. 13, 12.20;
1 Pet. 1, 2. 19; 1 Joh. 1, 7. 5, 6; Apok. 1, 5. 5, 9. 7, 14. 12,
11. Ogsaa paa andre Maader vise n. T.s Udtryk hen til Døden
som det afgjørende, saaledes »Legemets Ofrelse« Hebr. 10, 10
(jf. Nadverordene), fordi Dødsprocessen giver sig til Kjende paa
Legemet (Ritschl 166). Og med »Korset«, f. Ex. Kol. 1, 20,
forbindes »die volle Vorstellung vom Opfertode Christi« (samme
steds). Korset bliver Alteret (og omvendt): 1 Pet. 2, 24 (hvor
Legemet er Ofret, som bærer Synden i dens Følge, dens Straf),
Hebr. 13, 10. De forskjellige Handlinger, der i Ritus falde ud
fra hinanden, samles alle i Døden, der giver det hele sin Be
tydning. Ogsaa i Hebræerbrevet er Ofret udelukkende fuld
byrdet paa Jorden i Døden paa Korset, som 10,10
(tov aw^arog)
og 9, 26—28
(nct&eiv, a n o& a v e iv )
vise ; jf. Weisz, Bibi. Theol.
§ 121. Blodets Frembærelse i Himlen (9, 12) vedkommer Virk-
') Allerede Joh. 6, 53 ligge r den bagved, nemlig saasnart den voldsomme
Sønderrivelse i Døden tilegnes som frelsende; jf. C. F. Schmid, B ibi. Theol.
1853, I 291. — Joh. 19, 34 forstaa mange som en Hentydning til Forsonings
blodet; er det derimod et
arjfiilov
paa den forestaaende Opstandelse, da antyder
det Livskraften trods Døden. 2) Naar i Nadveren Livsmeddelelsen form elt ud
stykkes som Legeme og B lo d , maa dette være en Hentydning til Adskillelsen
af Legeme og B lod i Ofrets Død. I »Blod« ligger her det dobbelte: Livet,
der skal meddeles, — men ikke ved Blodets Udgydelse, som er Livets Død, —
og Soningen, dette L iv forud har skaffet ved sin Hengivelse; i første Tilfæ lde er
Mennesket Modtageren, i sidste Tilfæ lde Gud.