293 / 390
282
L. Glahn.
ningen af det i
éaviov nQoorjveyysv
(9, 14) omtalte Offer pa
Korset. Hvor væsentlig Døden er, udtaler Hebr. 9, 22. I Apo
kalypsen bliver Slagtningen stærkt fremhævet. Hovedstedet er
5, 6 fif. Lammet, der næsten bliver Christi Navn (29 Gange,
Weisz), er
¿qvlov
, det lille og svage, der har vundet Sejren
under Nederlag
(¿ocpay/tévov),
men nu er Løven a fju d a (V. 5).
Denne Fornedrelse og Ophøjelse tyder saa bestemt paa Es. 53,
særlig V. 7, at Johannes maa have tænkt derpaa (Tilknytning
i Joh. 1, 29. 36, Døberens Ord, hvormed han viste sine Disciple
hen til Chnstus), skjønt Hentydninger dertil ellers ere spar
somme i Apokalypsen (14, 5). Derimod er det den store Ud
frielse i Fortiden af den ægyptiske Trældom (Ex. 12), under
Plager over Folkets Fjender, og derefter Theokratiets Oprettelse
som et Rige af Præster (Ex. 19, 6), der er Baggrunden for
Skildringen af Kirkens Fremtidskamp og — sejr. Paaskelammet
og dets Blod er derfor i Johannes’ Tanke kombineret med Es.
53x) (Tilknytning for Paaskelammets Type er Disciplenes sidste
Paaske med Jesus).
»Slagtet« er »det solenne Udtryk om
Offringen« 2), saa meget mere som Ofiferbegrebet i alle Tilfælde
uden Tvivl er tilstede paa Grund af Blodets frelsende Betydning:
5, 9- 7)
1
4
-
I2? 11; jf- 1, 5- Ritschl, der kun antager Paaske
lammet for Typen her, mener (183 f.), at Leddenes Rækkefølge
i 5* 9 »du er slagtet og har kjøbt os med dit Blod« viser, at
i Apokalypsen er Frembærelsen af Blodet for Guds Throne den
hovedsagelige eller udelukkende Ofiferakt, idet Lammet bliver
staaende ved Thronen; men tværtimod kan Slagtningen og Døden
ikke let fremhæves mere end i denne Sammenhæng; Løskjøbelsen
er Virkningen af Lammets Slagtning, men denne selv er det,
som strax gjør Indtryk paa Johannes (V. 6), og som er Themaet
for Menighedens (V. 9), Engleverdenens og hele Skabningens
Lovprisning (V. 12 f.); jf. 13, 8, at det er som det slagtede, at
Lammet har Livets Bog; ogsaa Navnet
aqvlov
viser tilbage til
’) Saaledes Gebhardt, D er Lehrbegriff der Apokalypse 1873, 118 ff.
j P. Madsen, Johannes’ Aabenbaring 1887, 419.