284 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
273
Virkning er t h e o k r a t i s k o: en f o r e l ø b i g Tilgivelse fo r al
S y n d , som ikke er Trods mod Gud. Den levitiske Hellighed
er udvortes, ikke
tv aÅq&sicc
(Joh. 17, 19); det va r e n
nciQeais^
ingen
ayeotg
(Rom. 3, 25), derfor kun Skyggen af noget frem
tidigt (Hebr. 10, 1).
Disse Udsagn ere fra en Tid, da den gammeltestamentlige
Form var ved at opløse sig. For Israeliten betød Ofret noget
virkeligt; men Inkongruensen mellem Formaal og Middel (Hebr.
i
4
)
niaatte ende i en Antinomi, hvis der ikke kunde ske
en Foryngelse. Dette fører os til F o r b i n d e l s e n m e l l em
d e n g a m m e l t e s t a m e n t l i g e o g d e n n y t e s t a m e n t l i g e
S o n i n g .
Fordi det aandelige Indhold i Kultus mere talte til Øje
end Øre, kunde det tages forfængeligt og Ofret synke ned til
en Affindelse med Gud. Denne Misbrug bekæmpe Profeterne,
der vise paa den ene Side, at Soningen er en fri Naadessag
(jf. ovenfor 194 f.), og paa den anden Side, at Ofret for at
behage Gud kræver indre Betingelser, hvorfor Lydighed er
bedre end Offer (ligefra Samuel det stadige Krav). Hvor langt
Salmister og Profeter ere fra Kritik eller Ligegyldighed overfor
den lovmæssige theokratiske Orden og Kultus (jf. Jesu Forhold),
ses f. Ex. SI. 50, 5. 51, 21 og af, at Ofrene høre med til Frem
tidens Gudsrige: Es. 19, 21. 56, 7. 60, 7. 66, 20 ff.; Jer. 17,
26. 33, 11. 18 og Ez. 40 ff. Ved Fordybelsen af Ofret til at
være Selvhengivelsen (SI. 40, 7 ff. 51, 18 f.) banes med det
samme Vejen for Trangen til en højere Soning, fordi Afmagten
til at opfylde Guds Viljes egentlige Fordring maa føles. Der
ved rettedes Blikket mere og mere paa Fremtiden. Uden at
betvivle, at Blodet paa Alteret er sonende, men ogsaa uden
virkelig Forstaaelse af den guddommelige Realprofeti bag den
ydre Form, ses der hen til, at Herren for sit Navns og sin
Pagts Skyld vil være barmhjærtig, og jo sørgeligere Folkets
18