279 / 390
268
L. Glahn.
mindre end i Lev. 4, og at V. 24 et Brændoffer er det frem
trædende. Lev. 5, i—6 omtales nogle specielle Tilfælde: V. 1
efter Undladelse af Vidnepligt, V. 2 f. efter Berørelse af urene
Ting, hvor Sagen først erkjendes senere, og V. 4 efter et uover
lagt edeligt Løfte, vedkommende for sent husker paa; den fri
villige Bekjendelse er i disse Tilfælde nødvendig. Syndofre
vare ogsaa paabudte efter forskjellige Urenhedstilstande, der
bero paa Syndighedens Magt over den fysiske Natur, Lev. 12,
6ff. 14, 10 fif. 15, 13—15. 28—30. Num. 6, 9 fif., og Num. 6,
13 fif. ved Udløbet af et Naziræat (paa Grund af de Forseelser,
Naziræeren i denne Tid muligvis var bleven skyldig i); ligesaa
ved Præsternes og Leviternes Indvielse til deres hellige Stand,
Lev. 8, 14. Num. 8, 8. I Slutningen af Lev. 5 tales om Skyld
ofret, der angaar Forgribelser mod Ejendom og theokratiske
Samfundskrav, • jf. ovenfor S. 209 f .x).
Skyldofret var altid
privat; men Syndofrene gjælde ofte hele Menigheden; saaledes
Lev. 4, 13 (ogsaa V. 3) og ved Festerne, Num. 28, 15. 22. 30.
29, 5. 11. 16 fif. 38, og her især Forsoningsdagen Lev. 16, der
rager op over alt.
I Modsætning til Synd
tales Num. 15, 30 f. om
Synd ntt'p “PS, med løftet Haand o: i Trods og Oprør mod
Gud; den opløftede Haand er Tegn paa Beredthed til Kamp
og Modværge, sml. Ex. 14, 8.
For saadan Synd gjælder
Soningen ikke. Lev. 4 har en helt anden Charakter; det er
uvilkaarlige Overtrædelser, som Lovens mange Bud let kunde
medføre; V. 13 f. ses tydelig, hvad der her menes med Van
vare, jf. V. 23. 28. 5, 2. 3. 17. Derfor siges det jævnlig, at
) Om Forskjellen i religiøs Henseende bemærker Delitzsch i Riehms
Handwörterbuch S. 1439: D er Unterschied ist der, dasz das Sündopfer auf
einem Gnadenwege sühnt kraft des Blutes, und das es nach dem Verfahren
m it dem Blute als Gabe eines Entsiindigten auf den A lta r kommt, während das
Schuldopfer eine die Sünde gutmachende Leistung und die Gestellung des Opfer-
thiers ein Bestandtheil der Schuldbusze ist und die Sühne mitbedingt. D ie
Grundidee des Sündopfers ist die expiatio und die des Schuldopfers die satis-
factio; in jenem überwiegt der evangelische, in diesem der disciplinarische
Charakter.