274 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus,
263
timæ conferenda est, quæ non fuit ipsa revera oblatio, sed ejus
initium et necessarius ad eam aditus; derfor er det ingressus
ipsius in coelos, der maa sammenlignes med Ofrene. Outram
svarer (254) hertil, at Soningen eo magis in sacrificiis eluxit,
quod pecudis sanguis non solummodo efifundendus esset, sed et
Deo etiam rituali specie porrigendus, og behandler 256 fif. den
anden sædvanlige Indvending (forresten ogsaa Lev. 5, 11 ff.), at
der ikke var Dødsstraf for de Synder, der sonedes ved Offer.
Jf. Faustus Socinus selv i Prælectiones theologicæ XXII sqq.
I Spidsen for den nyere Theologis Arbejde med Ofrene
staa Bahr og Hengstenberg, den første med en væsentlig sub-
jektiv-symbolsk Opfattelse, den anden med en tillige objektiv
sakramental Betragtning, der temmelig alsidig fremhæver de
forskjellige Momenter, at Ofret baade er Soning og Gave, og
at n. T. maa inddrages i Undersøgelsen (noget som Bahr prin
cipielt undgaar at tage med i nævnte Værk, f o r d i han vil
holde sig til Symboliken; jf. 1, 15)-
Bahrs specielle Opfattelse har ikke vundet Tilslutning;
men adskillige andre fremhæve den symbolske Side og med
god Grund, da Valget af Offerdyret henviser dertil, ligesom
Lev. 17, 11 paralleliserer Sjæl med Sjæl. Dette strider ikke
imod den Grundsætning, samme Sted saa udtrykkelig frem
hæver, at Ofret er et tredje mellem Gud og Mennesket; i det
stedfortrædende ligger begge Dele, og ingen Offertheori kan
undgaa at erkjende Slægtskabet mellem den ofrende og Ofrets
Blod (hvortil ved selve Gaven svarer Ejendomsforholdet, der
mere eller mindre symbolsk og bevidst tyder paa Selvhen
givelse). Hofmanns ejendommelige Anskuelse gaar ud paa, at
Gud har besluttet at tilgive, men dog forlanger, at Mennesket
skal yde »eine Zahlung« eller »Gutmachung«, dog aldeles ikke
et Ækvivalent, men noget, Gud har lagt i hans Haand og nu
engang foreskrevet at være Hengivelsen af et Dyreliv (Gen. 3,
21 skal være Udgangspunktet); dette betyder hverken Straf
eller Selvhengivelse, men er kun Beviset for, at man tror paa
Forjættelsen. Skjønt her, som Delitzsch siger, al substitutiv