276 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
ved det gammeltestamentlige Offer mener, at her »die Siihne
sich nur durch das Blut mit Absehn von dem gewaltsamen
Tode bedingt« (745), er dette ikke let at forene, men Grunden
synes mest at være den formentlige Vanskelighed med Blod
sprængningen og O rø. Valget kommer altsaa til at staa mellem
Blodet som d e t r e n e L i v og Blodet som d e t r e n e (lydeløse)
L i v s H e n g i v e l s e i Døden. Talen om B l o d e t som Sonings
g a v e bringer derimod vistnok hele Soningen ind paa et Vild
spor, idet denne drejer sig om Guds straffende Retfærdighed;
til dens Krav vender Riehm tildels og Orelli afgjort tilbage1).
I den engelske Theologi synes det at være næsten den
selvfølgelige Lorstaaelse, ogsaa hos de Theologer, f. Ex. Cave,
hvis Skrifter vidne om et stort Kjendskab til den tyske Lite-
ratur. Om dette ikke er en Bekræftelse paa den ovenfor om
talte Lormodning, at i denne en fremmedartet Indflydelse har
gjort sig gjældende, skal henstilles.
Om Straftheorien jf.
Lairbairn 306, 315 ff., 339 og Appendix C 531 ff.; Edersheim 81.
91 f.; Cave 124 f., 140 »an appointed ritual, eminently adapted
to express symbolically that the life of a victim physically
immaculate was vicariously bearing the punishment of death
due to the offerer«; Batchelor 70 ff.; Morris 200 ff.; E. White,
I Kristus er Livet, dsk. Ov. 1886, 129. 210; Leighton, der
fremhæver, at Ofrene opdroge til Syndserkjendelse, men ogsaa
taler om »the further principle of the innocent for the guilty;
but with these principles the service stops, so far as the gospel
is concerned«, 84, jf. 119; Kalisch 89 »not the blood itself
was most essential, but the shedding of the blood, or the
killing of the victim, or its death«; 192 ff. lægges større Vægt
’ ) K urtz 97 nævner en stor Mængde Repræsentanter for den strængt
juridiske Opfattelse fra Genesius og de W ette til Thomasius og Kahnis. Blandt
de senere er der ikke b lo t saa bestemte Hævdere af den som Wangemann og
Wünsche, men i det hele træffes Bemærkninger i den Retning jævnlig, saaledes
Wellhausen S. 66: Namentlich neigte man sich je länger je mehr dazu, die
sühnende W irkung des Opfers vorzugsweise dem Blute und der stellvertretend en
K ra ft des getöteten Lebens zuzuschreiben.