283 / 390
272
L. Glahn.
P orsoningsdagens tænkte sig den mest omfattende Soning, jf. 2, 17.
5, i.
g,
9, 10,2. 11, skjønt de ofrende ikke opnaaede Maalet
y.ard ovvsidrtotv
(9, 9), men kun en
ya&aQ6 iVS %ijs adgxog
(9, 13).
I borgerlig Henseende og ved den enkeltes ydre
Overtrædelser mærkes Offersoningen ikke saa meget; men jo
mere Theokratiets religiøse Side træder frem, desto større Be
tydning faar Soningen, især ved de tilgrundliggende Ofre for
hele Folket, Ex. 24 og Lev. 16. Hvad der er Forskjellen
mellem Synd
og n t n T * , er ikke slaaet absolut fast
(jf.Orelli 179).
er elastisk nok til at omspænde alle Over
trædelser, hvor Synden ikke er ond Vilje, men Svaghed. A t
Overtrædelsen ikke er tilsigtet, ligger i
men det relative
heri ligesom i »Forvildelse« og »Forseelse« ses f. Ex. SI. 19,
13. 119, 10.. 67. Ordspr. 19, 27. Loven maa holde sig til det
ydre; hvor der straffes, ser den ikkepaa Sindelaget; men bag
ved den ydre
theokratiske Ret er en højere Norm i Guds
umiddelbare Forhold til Mennesket; derfor er Pagten ikke brudt,
selv om Israeliten er sig Synder bevidst, f. Ex. SI. 25 og 51.
Derved er der en Forbindelse med n. T.s Bedømmelse af
Synden som
äyvoia
(jf. Ritschl 241 -46 ), endog Lk. 23, 34.
A cta 3) J7 ; jh Acta 17, 30 og Hebr. 4, 15. 5, 2. 9, 7. Den
principielle Adskillelse i Num. 15, 27. 30 mellem Svaghed og
Trods kommer først i n. T. til fuldKlarhed paa Grund af hele
Sandhedens Aabenbarelse; jf. Mt. 12, 31 f. Mk. 3, 29. Lk. 12,
10. 1 Joh. 5, 16 f. og Hebr. 6, 4 ff 10, 16 ff.
Det er altsaa ikke just i Soningens O m f a n g , den gamle
Pagts Svaghed viser sig, men i dens V i r k n i n g . Der opnaas
kun, hvad Hebræerbrevet kalder en »Kjødets« Renhed, Hebr. 9,
13, o: en udvortes, hvis Virkning ikke strækker sig til det indre,
religiøse Liv (jf. 7, 16). Der opnaas, at Israeliten trods Synden
vedbliver at høre til Theokratiet; hans Aand er ikke helliget,
men hans ydre Fremtræden er lovlig og sikret; »nur eine
schattenbildliche Sündenreinigung konnten sie (Ofrene) bewirken,
und nur ein schattenbildliches, unvollkommenes Nahen zu Gott
konnten sie ermöglichen« (Riehms Lehrbegriff 499 2). Soningens