286 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
275
for Israel selv. En Personifikation af Folkets trofaste Del over
for de troløse er det heller ikke; thi intet taler for en kollektiv
Opfattelse, Modsætningen er »vi« og »han«, ikke »vi« og »de«,
og V. 9 (Grav og Død) passer kun paa en enkelt. Det er
heller ikke en Profetmartyr; thi Martyren her er syndfri (V. 4 ff.).
Det er heller ikke blot en Martyr; thi han har lidt efter Herrens
Beslutning, for at de andre kunde gaa fri for S traf (der er
byttet Vilkaar,
v b y
-I
0
-T
3
, jf. Delitzsch til Stedet), naar
han erkjendes som den, han er
V. 11 i Modsætning til
V. 1 fif.). Han kan ikke være forskjellig fra Messias; thi han
ophøjes efter sin Lidelse over alle andre: 52, 13. 15. 53, 12,
jf* 49> 7* Og endelig er det næppe blot stedfortrædende Straf,
— den udsiges saa stærkt, noget Sprog formaar, — men
Gjennemførelsen af Offersoningen. V. 7 er Lammet ganske
vist Taalmodighedens Symbol og dets Slagtning en Scene af
Hverdagslivet ligesom Hunfaarets Klipning i det parallele Led,
jf. ogsaa Jer. 11, 19. Men i V. 10 tales om ham som SIBN,
der nok kan være en Erstatning, som ikke er et Offer, 1 Sam.
6) 3- 8. 17; dog, naar her Talen er om en Hengivelse af Livet
og da et gængs Offernavn (Skyldofret) bruges, synes Meningen
at maatte være, at han hengives som det sande Offer, og fordi
det stedfortrædende, erstattende ved hans frivillige Hengivelse
udtales stærkest i CipN, bruges dette Offerudtryk. Ligesom
SI. 40, 9 Offergavens Idé udtales, uden at Navnet Offer nævnes,
hvad derimod er Tilfældet SI. 5L
19
(Ofre for Gud er en
sønderknust Aand), saaledes har her Offersoningen været Pro
fetens Tilknytning og psychologiske Baggrund, der saa i ü'CJN
træder frem; at »udtømme sin Sjæl til Døden« gaar i samme
Retning ved at vække Forestillingen om Blod. Selv om e itn
ikke har sin rituelle Betydning, bliver Offertanken lige sand
synlig, fordi Ofrets Død er stedfortrædende E rstatning1).
x) F o r Straftheorien er det let at kombinere Offerideen og dette K apitel,
jf. O re lli i anf. Skr. 247 og samme Forf. i D ie alttest. Weissagung 1882, 453,
hvor der bl. a. siges, at den retfærdiges Lidelse og Død yder Fyldestgjørelse,
»nicht als wäre diese Idee eine vö llig neue gewesen. D er Opferdienst hat von
18*