267 / 390
256
L. Glahn.
ikke er utilbøjelig til at slutte sig til Riehms Tale om Synd
ofrets Kjød).
Efter Blodsprængningen, den egentlige Soningsakt, har
den ofrende, om end under præstelig Formidling, frembaaret
den Offergave,, hvormed han vil ære Gud og symbolsk hengive
sig selv til ham. Dette er Ofrets Idé, der nok er mindre be
vidst i Oldtidens Umiddelbarhed, og som i sin Udførelse maa
modificeres af Syndighedens Tilstand, men ikke helt forsvinder.
»Nacli Vollziehung der Blutsprengung tritt das Ritual des blu
tigen Opfers in ein neues und anderartiges Stadium ein, —
namlich in ein solches, in welchem es mit dem unblutigen
Opfer auf gleichem Boden und in gleicher Auffassung sich be-
wegt«, Kurtz 121. Philippi mener (293), at derved kommer
den objektive Stedfortrædelse i Offerhandlingens første Del i
Fare, og at Opbrændingen maa supplere den negative Skylds
ophævelse ved den fuldendte Lydighedshandling til Erhvervelse
af Guds positive Velbehag. Men den Dobbelthed, at Dyrets
Liv er som et alter ego, dets Stof derefter et ipse ego, ligger
som sagt i, at Ofret nu maa frembæres under Syndighedens
Vilkaar1). Haandspaalæggelsen bruges kun ved levende Væsener
°& gjaelder derfor kun den Del af Handlingen, hvor det kommer
an paa Dyrets Liv. Philippis Opfattelse strider mod Ofrets
Grundbetydning at være ■pr'.jj. Men paa den anden Side mangler
der endnu noget væsentligt i at naa tilbage til Ofrets Idé; thi
Præstens Mellemkomst er fremdeles nødvendig trods Soningen;
der mangler altsaa noget i den Selvhengivelse, Gaven betegner;
men hvorledes det erstattes, giver g. T. ikke Svar paa.
I Blodet er Soningen efter g. T.s klare Tale (særlig Lev.
17, 11 og dets Plads ved Syndofrene), der stemmer med Sagens
Natur, at det gjælder Menneskets Liv. Men i anden Række
’) Dadurch, dass er (den ofrende) die Gabe im Hause und am Tische
Gottes geniesst, geniesst er in ih r nicht mehr s e in e Gabe, sondern die Gabe
G o tte s , K u rtz 141. I dette tredje Stadium er Synspunktet det rent bog
stavelige som Næring.