262 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
251
Sønner. Allerede Filo siger, at Gud vilde ikke have kaldet
sine Tjenere til Deltagelse i et saadant Maaltid, hvis ikke fuld
stændig Tilgivelse var indtraadt (Oehler 483).
Snarere kunde der være en Støtte i de Steder, som ogsaa
anføres, Lev. 16 og Num. 19. I Lev. V. 28 skal den, der op
brænder Syndofrets Tyr og Buk, rense sig, før han kommer
tilbage til Lejren; jf. V. 24 og 26 om Ypperstepræsten og den
Mand, der fører den levende Buk bort. Num. 19 beskriver
Tilberedelsen og Brugen af Renselsesmidlet mod Urenhed ved
Lig. nemlig Asken af en rød, ubenyttet Kvie, hvis fulde Livs
kraft og Farve (og maaske Kjøn, jf. Bähr o. a.) tyder paa Livet;
derfor brændes Livsingredienserne Cedertræ, Skarlagen og Isop
sammen med alt af Kvien; det hele indledes med et til For-
maalet svarende Soningsmoment ved Blodsprængningen hen
imod Helligdommen. Det paafaldende er nu, at denne Aske
gjør alle, som have med den at gjøre (V. 7. 8. 9. 21.), urene,
skjønt den samtidig renser dem, den skal stænkes paa, fra deres
Urenhed. Denne Dobbelthed forklare den omtalte Opfattelses
Forsvarere, f. Ex. Philippi 249 f., saaledes, at Urenheden er
kun tilregnet, ikke tilegnet, »rein an sich selber, und zugleich
unrein durch Imputation«. Men, skal der være Tale om nogen
Dobbelthed, maa det rigtigste vist være at sige som Knobel
(405, ved Lev. 6 , 23), at Urenheden hidrører ikke fra Ofret,
men fra Folkets Synd, altsaa fra d e n u r e n e S a g , Præsten
og hans Hjælpere have med at gjøre (ogsaa Bähr og Kurtz).
»Diese Fälle sind obendrein solche, wo es eine Verunreinigung
und zwar eine umfassende zu sühnen g a b ; bei den Sündopfern
für alle ändern theokratischen Vergehungen {4, 1 ff., 5 ? 1 ff*)
und bei denen für einzelne Verunreinigte (Cap. 12 ff.) ist von
einer Verunreinigung des Sühnpersonals gar nicht die R e d e . . .
Alles Sündopferfleisch war rein und heilig, bei den höheren
Sündopfern so heilig, dasz es selbst dem Priester nicht geziemte,
es zu essen« (Knobel)l).
*) A f Hebr. 13, 1 0 -1 3 følger ik k e , at Forfatteren har betragtet Synd
ofret som urent. Vægten ligger paa Parallelen mellem
ht;m rrjg napsfi^oi^g °S