241 / 390
friskt og ligesom levende endnu (Oehler 437, Ritschl 193 f.).
Dermed stemmer, hedder det videre, Handlingens Form, idet
Slagtningen kun er en Overgangsakt, Midlet til at vinde Blodet
(Delitzsch 744, Oehler 430), eller det negative Moment i Hen
givelsen (Riehm 65), at der med velberaad Hu siges, ikke
dræbe, men IDhUJ slagte, der betegner, at det gjælder om
at vinde Blodet (Delitzsch 742), og at det maatte være
Præsten, der slagtede, hvis S traf skulde udtrykkes (Bähr 279,
Hofmann 244), eller at Slagtningen maatte ske paa Alteret
selv (Oehler 431). Og selve Soningsmidlet er ikke altid et
blodigt Offer; Lev. 5,11 tillader et Meloffer som Erstatning
(Schultz 357), eller Synden kunde bortskaffes helt uden Offer,
selv hvor et Dyr anvendtes, Lev. 16,21 f. (Bähr 683). Og Hand
lingens Indhold, Soningens Virkning, gjaldt kun lavere Over-
tiædeiser og forseelser, hvor der ikke skulde anvendes Døds
straf (Bähr 281, Ritschl 53, Schultz 349). Og endelig kunde
der ikke ved Takofre være Tale om Soning (Bähr 281, Schultz
35 0 » ligesom Parallelen mellem Bøn og Offer viser langt bort
derfra (Bähr 279).
A t disse Indvendinger, tagne hver for sig, ikke have samme
Vægt, ses allerede af, at de forskjellige lærde dels kun gjøre
visse af dem gjældende, dels udtale sig forskjellig om samme
Argument. Dette svarer til, at der er en betydelig Aandsfor-
skjel mellem dem med Hensyn til Soning overhovedet. Men
omvendt er der ogsaa flere Argumenter, der i Regelen ere
samlede.
Bähr gjør nok Soningen til det centrale i Kultus, men for
kaster Tanken om en Tilfredsstillelse af noget straffende Ret
færdighedskrav hos G u d 1). Ofret bliver for ham Symbol paa
den subjektive Helligelsesproces. »Die Bedeutung des Opferns
ist . . . kurz die, dass das seelische tsündige) Seyn (Leben) an
Gott in den Tod hingegeben wird, um das wahre Seyn (Heili-
230
L. Glahn.
)
-ßährs tidligere S k rift: D ie Lehre der K irche vom Tode Jesu in
■den ersten drei Jahrhunderten, 1832.