239 / 390
228
L. Glahn.
riens Hævdere, særlig hos de ældre Rabbinere »magno admo-
dum consensu«, Outram 276, hvor en Mængde Citater bevise
det.
Men hvorfor tales da saa kort om Slagtningen og saa
vægtigt om Blodsprængningen ? Fordi Døden ikke er noget i
sig selv, om der end var Strømme af Blod; kun ved at mod
tages og godkjendes af Herren faar den sonende Betydning.
Blodet maa bringes nær til Gud paa Alteret. Duplicem obla-
tionem passim poni video , siger Outram 161, alteram mox
mactandæ, alteram jam mactatæ victimæ. Resultatet er derfor,
at et Dyr kan hengives uden at sone; men naar det soner, er
D ø d e n d e t Mom e n t , d e r p a a t r æ n g e r si g.
Hvor stort nu det religiøse Udbytte har været af Offer
handlingen, unddrager sig for en stor Del senere Tiders Iagt
tagelse, det maa selvfølgeligt have været forskj elligt efter Del
tagerens Sind. For den fromme Israelit har Blodet talt baade
om Jehovas Alvor og Barmhjærtighed, og det har forberedt
Aabenbarelsen af en højere Soning. A t Ofret kun ved Guds
Bestemmelse (Tinri TNi) har Betydning, ligger udenfor al Strid,
da det i sig selv er ganske inkongruent med den ofrende: uden
Aand, ufrivilligt og uden Hellighed. Enhver tænkende maatte
jo se, at Blod af Tyre, Bukke og Lam umulig kunde borttage
Synden, men det laa i den gammeltestamentlige Tros Simpel
hed at stole paa Jehovas Ord. »De skjulte Ting ere for Herren,
vor Gud, men de aabenbare for os og vore Børn evindelig, at
vi skulle gjøre efter alle denne Lovs Ord«, Deut. 29, 29. So
ningen var virkelig og havde en Tilknytning i det menneske
lige Sind, men viste ud over sig selv.
En Bekræftelse paa, at den enes Død er Liv for den
anden, faar ovenstaaende ved de hedenske Folks Sonofre1).
') Lasaulx i anf. Skr. drager uden T v iv l forhastede Slutninger derudfra.
I Kleinerts Religionsgesch. Studien vises, at »das Menschenopfer . . . erscheint
sowol als einfache Huldigungsgabe, m it dem Besonderen, dasz es die vornehm-
ste H uldig ung ist, um die es sich handelt, als auch als Siihnopfer. N ich t alle