202 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
191
faretruende Majestæt; Mennesket kan ikke taale at se Gud;
uden Ofret som beskyttende Mellemled vil det tilintetgjøres af
Guds »Hellighed«. Syndofrene skille sig ikke væsentlig fra de
andre. »Riehm beruft sich auf den eigenthiimlich ethischen
Charakter der alttestamentlichen Religion, um wenigstens für
die Sündopfer eine specifisch verschiedene Disposition als giltig
zu erweisen. Allein dieser Charakter tritt zwar in dem Aus
bau dieser Religion durch die Propheten, nicht aber in der
Opfergesetzgebung hervor, gegen welche die hervorragendsten
Propheten eben wegen ihrer eigenen ethischen Intention gleich-
giltig sind. Man soll doch nicht mit dem Begriff Ethisch unge
nau verfahren. Indem die unwillkürlichen und unvermeidlichen Zu
stände körperlicher Unreinheit, zu deren religiöser Beseitigung
die Sündopfer angeordnet sind, als Sünde geachtet werden,
werden sie eben einer Beurtheilung unterworfen, die uns nicht
als ethisch g ilt«1). Derfor er det ogsaa her i Virkeligheden
den menneskelige Svaghed og Forgængelighed, som kræver
Dækning overfor den ophøjede Gud. Guds »Erhabenheit« er,
med den deraf følgende Tilbagetrukkethed og Afværgen af alt
urent, det væsentlige Indhold af Guds Hellighed, efter Ritschls
Forstaaelse (90—91). Det drejer sig nu ved de regelmæssige
Ofre ikke om Guds Vrede, thi den rammer kun dem, der bryde
Pagten, og Ofrene ere netop for dem, der staa i Pagten; men
»aus der Erhabenheit Gottes an sich folgt die Vernichtung der
Menschen, die vor das Angesicht Gottes treten, als vergäng
licher Wesen, wenn ihnen nicht durch göttliche Gnade das
Leben erhalten wird« 2). Undertiden er det rigtignok Tilfældet,
at Ofre anvendes, hvor Folket eller dets Ledere ligefrem have
brudt Pagten, som Num. 17,6—15 3). 2 Sam. 24. 2 Krøn. 29, 8—11
(S. 54, jf. om 1 Sam. 3, 14), hvor der da haabes paa Guds mulige
Tilgivelse; men om saadanne Ofre, hvortil ogsaa Mose Forbøn
') 206. s) 207; jf. i det hele 194—210. H. Schultz slutter sig her
til, Alttest. Theol., 365. 3) Dsk. Ov. 16, 4 1 —50.