S_POLITIKEN_MINDENUMER

P O L I T I K E N

1. Oktbrv

M u s e um sd ir e k tø r , D r.

For fyrretyve Aar siden var det

offentlige Kunstliv her hjemme saare

fattigt. Foruden den aarlige officielle

Salon paa Gharlottenborg var der kun

i Ny og Næ en Avktionsudstilling.

Ellers maatte man, naar man vilde se

Kunst, henvende sig i Kunstnernes

Atelier’er. Egentlig Kunsthandel hav

de man kun i ringe Grad. Der var

Aug. With

paa Køhmagergade (nu

Wilstrup

i Vimmelskaftet). og

J. C.

Stockholm

i Hovedvagtsgade, som se

nere aabnede en „Permanent Kunst

udstilling" i en af de nybyggede Pa

villonbygningen foran Koncertpaiæet;

og netop i denne Periode begyndte den

unge cand. oplyt.

Viggo Winkel

sam

men med sin kunstinteresserede Ven

Poter Magnussen

paa Svaneapotekets

p h il. K a r l Madsen«

Førstesal, Hjørnet af Østergade hg Ny

Østergade, den Kunsthandel, aom vi

Alle kender i dens nuværende Hjem

paa Højbroplads.

Af Museer for Kunst havde vi kun

Thorvaldsens Museum og den Moltke-

ske Malerisamling, som den Gang lige

som nu kun holdtes aaben én Gang

om Ugen. Den kgl. Maleri- og Skulp

tursamling var lukket — den blev hus

vild ved Christiansborg Slots Brand

den 3. Oktober 1884 og fik først flere

Aar efter et midlertidigt Hjem i Char-

lottenborgs Udstillingsbygning, hvor

den endda maatte lukke, saa længe

Foraarsudstillingeh varede. Først i

1896 blev den ny kluseumsbygning,

Statens Museum for Kunst

, færdigbyg

get ved Sølvgade, Kunstindustrimu-

M a le r e n , P r o f e s s o r J o a c h im S k o v g a a r d .

Kunstlivet herhjemme i 40 Aar.

seet ved Raadhuspladsen indviedes

1894.

Men maa ikke tro, at Livet*inden

for Kunsten laa dødt. Det begyndte

netop den Gang at røre sig ganske be

tydeligt. En Række Kunstnere1, som

havde søgt bort fra Akademiet og mod

taget ny Indtryk under Ophold i

Frankrig, kom hjem og vakte Op

mærksomhed ved deres naturalistiske

og impressionistiske Kunst. Vi behø

ver blot at nævne Navne om

Krøyer,

Tuxen, Viggo Johansen, Th. Philipsen.

Hertil sluttede sig yngre Medlemmer

som

Hammershøi,

der vakte Forar

gelse med sit nøgterne Farvesyn og

opnaaede at faa et af sine Arbejder,

der nu regnes for et af hans Mester

værker, den „syende unge Pige", refu

seret paa Charlottenborg.

Samtidig optraadte den unge Maler

Karl Madsen

som en skarp og over

for den yngre Kunst overmaade for-

staaende Kritiker — et Aars Tid redi

gerede han „Kunstbladet“, som Winkel

& Magnussen bekostede i 1888 — og

den vaagnende Utilfredshed med Aka

demiet og Gharlottenborg gav sig ende

lig Udslag i Stiftelsen af „de frie Sko

ler", hvis Lærere var

Krøyer, Tuxen,

Franz Schwartz

Zahrtmann,

og i

Stiftelsen af „Den frie Udstilling" 1890,

der først støttedes af Kunsthandler

Kleis

paa Vesterbro, og hvis første

store Navne var

Th. Bindesbøll, Joa

kim Skovgaard, Niels Skovgaard,

Viggo Pedersen, Zahrtmann, Krøyer

Johan Rohde, Th. Philipsen

og —

Willumsenl

J. F. Willumsen

blev 90’ernes store

Forargelsens Tegn, hvorom de frie

Udstillere sluttede sig, og det blev den

nyopdukkede, ganske unge Kunstskri

bent

Emil Hannover,

som blev hans

Profet.

Offentlighedens levende Optagethed

af hine Tiders kunstneriske Rørelser

fandt et populært Udtryk i en af Som

merrevyens Viser;

Hver bitte Maler

bar Sjælekvaler

som Radikaler — aa Herregud!

Akademiet

— nejs}

ud sporenstregs

til

Kleisl

Han skal ha’ Leveringen,

han skal ha* Raderingenl

Guldhaax og Guldaks, aa, det er guddom-

ligt,

og Stregerne

WiUwmsen

kaldte frugtsom

lig!

Hvad ligner nu det?. £

hvad ligner nu

det?

Er det dér „Bretagneren" — næl

Det er et gammelt Pæretræ,

ære være den Pære — næh!

For en yngre Slægt maa det vel

for Forstaaelsens Skyld tilføjes, at

Willumsens

Radering af en frugtsom

melig Kvinde havdo vakt vild Latter,

navnlig

Hannovers

Bemærkning om,

at det kun var „gennem Lidelse", man

naaede til Forstaaelse af denne Kunst,

at samme Kunstners „Bretagnerkvin«

der" ligeledes vakte Opsigt, og at

SlotU

Møller

havde malet Billedhuggerindø;

Anne Marie

B roder

sen,

nu Komponi«

sten

Carl Nielsens

Hustru, med for«

gyldt Haar, udskaaret i Træ, og „For«

aaret" som en Kornmark med for«

gyldt Kom, o. s, Y«

Der var Grøde og Vækst inden fo*

Kunsten, og de friere Rørelser ha?

holdt sig til denne Dag, saa man — i

hvert Fald indtil for nogle Aar siden

— kunde tale om Anarkiet i Kunsten«

Men det var hine Aar i 90’erne og det

første Decennium af det ny Aarhun

drede, der blev Vendepunktet til Kun«

Maleren J. C« .Willumsen«