S_POLITIKEN_MINDENUMER

1. Oktbr.

P O L I T IK E N

mest

con amore,

og selv om Honoraret

ikke ligefrem blev udbetalt i Smørrebrød og

Romtoddyer, saa var det hurtigt omsat i

saadanne Naturalier.

Men eksempelvis kan nævnes, at Carl

Wulffs Honorar for Revyen 1876,

Rejsen

til Mcianen,

den Revy, der slog Revyerne

fast i Kjøbenhavn, var 150 Kr. Vilhelm

Petersen var jo den Gang Morskabsteatreis

Direktør og beregnede sig ikke selv noget

Forfatterhonorar.

Endnu i 1884 var Forfatternes Hono

rar tilsammen kun nogle faa Hundrede

Kroner.

— r—; —*

Vilhelm Petersen har en Gang fortalt

mig en lille Historie, der pudsigt belyser

Revyforfatternes Forhold i de Tider.

Jeg giver Peter Vilh. Ordet:

Carl Wulff og jeg var blevet enige

om at mødes paa Skydebanen for at spise

Middag. Hvorledes det var gaaet til, véd

jeg ikke, men vi havde hver for sig faaet

den Opfattelse, at det var den anden, der

inviterede.

Jeg vidste, at Carl Wulff lige havde

faaet Gage paa Folketeatret. Og Carl

Wulff tænkte vel, at saadan en Teaterdi-

Vi spiste og drak Vin til Maden og

undrede os vel i vort stille Sind over den

Andens Flotheds Og vi lavede Brandere

og skrev op og forberedte saa smaat den

næste Revy. Først, da vi begyndte at, dis

kutere, om vi skulde have Kognak til Kaf

fen, anede vi Uraad og blev hede om Øre

ne, Da vi lagde vore Kassebeholdninger

sammen, saa vi, at de ikke yilde kunne

dække Regningen.

Jeg, der altid maatte Mare saadanne

Situationer, kaldte da paa Tjeneren og bad

ham hente et Bybud. Bybudet gav jeg i

Hemmelighed mit Ur og instruerede ham

om, at han skulde pantsætte Uret paa det

nærmeste Pantelaanerkontor, lægge Pen

gene i en Konvolut og overrække mig den

ne med Repliken: »Her er Svar paa det

Brev fra Herrenl“

Bybudet udførte Ordren hurtigt og rig

tigt, Jeg betalte ham og affærdigede ham,

fik ubemærket transporteret Pengene fra

Konvoluten over i Portemonnæen og kald

te saa med en stor Mine paa Tjeneren

og bad om Regningen.

Medens jeg var i Færd med kritisk at

gennemgaa Regningen, kom Bybudet plud-

selig atter til Syne og sagde med høj

i Røst:

w '

— Undskyld, jeg glemte at sige, at jeg’

satte Uret paa Navnet Peddersenl

Jeg behøver vel ikke at sige, at hele

min Værdighed gik fløjten, navnlig da

Carl Wulff slog et mægtigt Skvalder-

grin op.

” ,

Saaledes var altsaa Revyforfatternes

Forhold den Gang. Det kan vel ogsaa

hænde for en Revyforfatter i Dag, at han

ikke har Penge til at betale sin Middag

med. Men Vilhelm Petersens lille Histo

rie maa ses i den Sammenhæng, at Re

vyforfatternes Indtægter dan Gang ikke

var større end, at de ikke regnede med dem

i deres Budget, men som oftest enedes om

at spise deres Maanedsafregning op i en

god, lille Middag, som denne her paa Sky

debanen.

Senere steg jo Revyforfatternes Ind

tægter betydeligt. Eksempelvis kan anfø

res, at Henriques og Melbye paa Revyen

Kjøbenhavn N,

i 1892 tjente 5000 Kroner

tilsammen.

Men der var dog langt igen til de høje

Honorarer, som Nutiden kender. Hvad en

Revy som Scalarevyen 1924,

Regnbuen,

har indspillet, og hvad den har givet sine

Forfattere, kan ikke siges endnu. Men den

p a a S c a la .

kommer vel op paa Siden af Rekordrevyea

for et Par Aar siden, Million-Revyen, som

den kaldes mellem Revyforfatterne, fordi

den indspillede mere end en Million Kro*

ner, Den gav sine Forfattere og Konw

ponister over 100,000 Kroner til Deling,

N u tid e n s „ P e t e r V ilh .“.

Spørgsmaalet om, hvorvidt Revyerne

1924 kan staa Maal med Revyen 1884,

kaa

sået ikke besvares, fordi disse to Ting &1«

deles ikke kan sammenlignes.

At Revyen 84 gik hundrede Gange, va*

bemærkelsesværdigt for den Tid. Men d3t

skyldtes for det første den før nævnte

Omstændighed, at Revyen stadig blev for

nyet, saaledes at den til Slutning næsten

ikke var til at kende igen. Og for det an

det skyldtes det mærkværdigvis ogsaa det

te, at Kjøbenhavn den Gang var langt min

dre end nu. Til Gengæld var Byen meget

flinkere til at gaa i Teatret. Det var hoved

sagelig de samme Mennesker, der saå Re

vyen samtlige hundrede Gange. Ja, der

var ligefrem en hel Klike, som var Stam

gæster. Og selv almindelige Menneskei

maatte se Revyen flere Gange.

I 1924 har Kjøbenhavnerne nok af et

se Revyen én Gang. De store Revyer'

t t

tydeligvis skrevet for Fremmede og base*i

ret paa Turistbesøget. Det oprindelige Rø*

vybegreb »vore egne Vinneverrer“ har in

gen Plads i Storbyen.

Revyen som saadan er egentlig afdød,

uden at vi har lagt Mærke til det. Den er

gaaet ind som Led i de store Udstyrs*

feerier, i Farver, Folkekomedier, Operet

ter og Vaudeviller, men den eksisterer ikks

mere som selvstændig Kunstart

Det er ikke Revyforfatternes Skyld. Det

er Udviklingens, Ogsaa paa dette liil*

Omraade kan man maale, hvilken mægtig

Forandring Kjøbenhavn er gennemgaaet

fra 1884 til 1924,

'Axel Breidahi,

rektør altid havde Penge paa Lommen.

S c e n e r i f r a M illio n -R e v y e n „R e srnb u en “

J t e in r . J e s s e n

Farveri

&kem.Tøjiensninø

H o v e d a f d : S l o l 5 ( j a d e 3 . T l f N o r a . 6 6 1 .

FilidJ; I s f e d q e v d e 6 7 . T i t V 5 4 6 9 x .

F å b p i k o g l n d l :

D rø n s hø js h o lm s A l l é 4 5 .T lLB e lk% .

ç fin e s é t V d fø p e tse , (

/e y . P p e fn tn a ~

V ilh e lm P e te rse n , da h a n som

2 1 -a a riff s k r e v s in fø rs te

R e v y .

I det desværre forlængst afdøde Tids

skrift „Dania“ har Professor Karl Larsen

i en Afhandling om Billardspillets Ter

minologi anført Udtrykket »en Wulffer“

som Betegnelsen for et meget slet bereg

net Stød, som desuagtet faar en god Virk

ning (et „tykt Svin“, som det hedder i Bil

lardargot).

Den, der skriver disse Linjer, erindrer

endnu saa sent som i Slutningen af Halv

femserne at have hørt Udtrykket „en

Wulff’er“ anvendt i Revyforfatterkrese som

Betegnelse for en Slumpe-Vits, en hasarde

ret Brander, et Ordspil, der er fremkaldt

under et Ordskifte og turneret med Ly

nets Hastighed.

I et saadant Brandmageri var Carl

Wulff en Mester. Det var „Svin“ det

meste. Og de Fleste stod sig ved at blive

{lemt med det samme. Men der var ogsaa

Den

fjerde, jeg

har Tcend^

var medicinsk Student,

ej ung og ej gammél,

men der var i ham Smekt.

Forleden mødte han

en Zulukaffertnand,

og da han straks blev

son

sieg han løs.

Og mens han stod og gav

den

anden

KUn,

saa sale han:

„

Ach du Reber Augustin!

ej dine brændte Bønne ' hjælpe

fcOf

for nu ska' du s’gu ha' Dada!

Visen gjorde som sagt mægtig Lykke

og blev sunget bele Landet over.

Og den Gang havde man endda ingen

Grammofoner til at sprede den. Skønt jeg

i 84 kun var otte Aar gammel, husker jeg

endnu tydeligt, at bele Randere sang den.

Og dens Ry holdt sig i adskillige Aar.

— Hvorledes var nu Revyforfatternes

Forhold og Indtægter i disse Tider? Ja,

de allerførste Revyer blev jo skrevet nær-,

tes nogle Brandere, som vakte Latter. Da

vi den paafølgende Aften

gik.og

spillede

Billard, faldt Talen paa Stykket, og Wulff

sagde: „Lad os lave en Revyl* Som sagt,

saa gjort. Vi spillede Billard hver For

middag, og naar vi midt i Partiet fik et

Indfald, nedskrev vi det paa en Lap Pa

pir. Saaledes kom den første Revy til Ver

den“.

Hertil maa bemærkes, at Carl Wulff

var en lige saa lidenskabelig som slet Bil

lardspiller.

virkelig holdbare Vittigheder imellem. Og

det var den økonomiske og ordentlige Vil

helm Petersen, der skrev dem op, sleb

dem til, indfattede dem og fik dem til at

brillere i Revyerne.

Da Poul Marcussen kom til, tog han

sig særlig af Viserne, navnlig „Skønsan

gene“. Men i øvrigt var Samarbejdet mel

lem Forfatterne den- Gang af en ganske

anderledes intim Art end nu. Det var

saa at sige næsten umuligt bag efter at

skille Revyen ad og sige: „det har den

lavet, og det har har den lavet!“

Det meste af Replikskiftet og den nød-

tørftigé Handling fødtes i Samtaler, og

mange af Viserne blev skrevet i Fælles

skab/ Meget blev først til paa Prøverne,

ja, paa selve Generalprøven. Og fra Aften

til Aften undergik Revyen en stadig For

andring, idet der kom nye Morsomheder

til, og der blev indlagt nye Vers.

Saaledes fandtes det ovennævnte Vers

om Augustin Gamél ikke oprindelig i Re

vyen 84, ja, det findes ikke en Gang i den

trykte Udgave af Sangene, men blev først

indlagt senere. Som en Kuriositet kan an

føres, at Elisabeth Christensen oprindelig

havde sunget Visen eller rettere sagt Melo

dien paa Folketeatret i „Skodsborg—Ved

bæk—Kjøbenhavn“ under Titlen „MjUtært

Sværmeri“, Melodien, der er

Olivier

Métra, gjorde saa mægtig Lykke, at For

fatterne saå deres Regning ved at lade Lis

beth synge den i Revyen med en ny Tekst

„Adaminés Kjærester“.

Som en Prøve paa, med hvilken Omhu

Visedigterne den Gang beflittede sig paa

at alludere til og vitse paa Emnet hele

Verset igennem, fortjener det nævnte .Vers

at anføres i sin Helhed:

KØBENHAVNS

F A JA N C E F A B R IK

1 9 2 4

P R O D U C E R E D E i 1 9 2 3

1 .2 0 0 0 0 0 Sik.

KØB ENHAVN S

F A J A N C E F A B R I K

. DANMARK

. • V A R S MÆ .RK6*

•VARE MÆRKE-

K Ø B E N H A V N

I P A R I S E S S S S E S S R L O N D O N

P A A F U G L

K U N S T

T R A N Q U È B A B

SERVICER

FATANCE

SERVICER