S_POLITIKEN_MINDENUMER

P O L I T I K E N

1. Oktbr.

A . R O S E N W A L D

Kebmagergade 59, Nørrebrog

38, Vesterbrog. 93, Griffenfeldtsg, 3, Skinderg. 35, Værnedamsvej IS

WILHELM HAHSEN

M U S I K - F O R L A G

90’erne. De faldt regelmæssigt hvert

andet Aar, og det var Begiven

heder for hele Nationen.

Bjørn-

Grundlagt 1857

S t ø r s t e M u s i k f o r l a g

i N o r d e n

lige Meddirektører (»London i Lygte

skær“, 115 Gange) gennem fem Sæso

ner.

Staten

køber Teatret med Dobbelt

scene-Hensigter, men Planen strander

paa visse kongelige Kunstneres Stupidi

tet. Men der er — trods Alt — et speci-

J o n a n n e s Nielsen.;

elt »Casino-Publikum“ i Storkjøben-

havn med Nabokommuner: Herman

Petersen og Bjering-Petersen finder i

1919 Operetter frem af Skuffen til to

Aar, og fra 1921 har Direktør Ema

nuel Gregers haft gyldne Dage. Gasino

er atter og evigt Overskous, Lykkebar

nets, Operettens og Folkekomediens.

Administrativt saa omtumlet som

Privatteatrene har Det kongelige Te

ater selvfølgelig ikke været. De gode

Sugerødder, Nationalscenen har ned i

Statskassen, og den fra Enevælden

nedarvede, „født uangribelige“ Ddrek-

tionsform, h ar hidtil bevaret det for

den Art Katastrofer, omend med stedse

svindende Kraft. Kammerherre Falle

sen regerede trygt sine ti Aa

til 1894,

og afløstes af Grev Danneskjold-Sam-

søe, som — først med Peter Hansen og

senere med E inar Christiansen som

kunstnerisk Raadgiver — trygt regere

de videre til sin Død i 1908. F ra 1909—

13 var Departementschef Weiss Chef

med Mantzius som Direktør for Skue

spillet. Endelig har saa Grev Brockeu-

huus-Schack været Chef i de sidste elle

ve Aar, med Benzon som Direktør,

til 1914, med Johannes Nielsen som

Direktør til 1922, hvor Sparekommis-

sionen indsatte Poul Nielsen, Norrie

og Herold som Direktører; den første

dog kun, til Aage Garde afløste ham

i 1923, for lige at faa demonstreret saa

megen Kultur, at han maatte falde som

et selvfølgeligt Offer for de samme Al

buer, der fjernede Chefen. Teatrets

gamle Styrelsesform havde sine Fejl;

Alle var enig om, at

burde have

Magten og Ansvaret. Saa længe man

ikke havde den Ene, som havde den

store

kunstneriske

Avtoritet, var det

godt at have en Mand med

menneske

lig

Avtoritet i Spidsen for denne In

stitution, hvis Menneskemateriale er

af en egen Art, store Skuespillere og

store Skuespillerinder. Man kan ikke

være andet end bekymret ved Tanken

om, at Teatret

først nu

— ved Opret

telsen af Enedirektør-Embedet — har

faaet — de

mange

(og uansvarlige) Di

rektører — bag Kulisserne. Men paa

den anden Side kan man heller ikke

andet end haabe, at det maa lykkes

F r it z P e t e rs e n .

den ny Direktør at bevare Stabiliteten

i Teatrets Ledelse. For hvilken stor

Indsats i vort Kulturliv har ikke Det

kongelige Teater betydet, ogsaa i de

sidste 40 Aar! — Ingen, som ikke har

oplevet det, kan vel gøre sig en Fore

stilling om, f. Eks. blot Ibsen-Pre-

miérernes Betydning i 80’erue ocr!

P o u l R e u m e r t som D eb u ta n t.

son stod jo ikke saa venligt til

„'den gamle Kasse“, men omsider fik

vi dog „Naar den ny Yin blomstrer“

(med Bodil Ipsen debuterende). Hvil

ken Berigelse har ikke F ru Eckardts

Spil betydet for sin Tid. Og Fru Hen

nings. Og Jerndorff. Og Mantzius. Og

Emil Poulsen, som ganske, lige til

1900, overstraalede Olaf, hvis Stjerne

til Gengæld siden steg Aar for Aar,

med Per Degn, med Jeppe, med Le-

chat, indtil 1917. Deres hele kunstneri

ske Liv og Blomstring falder inden for

disse 40 Aar.

Det er vel ellers ikke saa lige til at

afgøre, hvad kjøbenhavnsk Teater i

dette Spand af Tid har bragt os — ud

over Skuespillernes Ydelser — af

bli

vende

Værdier. Bortset fra Ibsen,

Strindberg og noget af Bjørnson, sy

nes det maaske ikke saa meget. Bran

des’ „Under Loven“, Bergstrøms

»Lynggaard & Co.“, Benzons .„En

Skandale“, Esmanns „Den kære Fami

lie“ vil vel blive staaende i K raft af

deres tekniske Fuldkommenheder, de

res kulturbilledlige og tidstypiske Vær

di og deres Menneskelighed. Poetisk

bevæget vil en kommende Generation

D e t t e V a r e m æ r k e e r D e r e s G a r a n t i .

„HIS

MASTER’S VOICE“ -Instrumenter, Plader og Naale er Verden over anerkendt

soru

de bedste i Branchen.

Største Kiangfyide og Renhed — Største Holdbarhed — Ingen Biiyde.

I n s t r u m e n t e r f r a K r . 1 5 0 . —

sælges paa meget kulante Afbetalingsvilkaar.

Plader fra Kr. 3,50.

Vort Pladerepertoire er det største, der eksisterer, og omfatter hele Verdens Musik, udført af de

bedste og største Kunstnere.

Vore Autikler faas i vore bekendte Udsalg Landet over og i vort Detailudsalg;

K ø b m a g e r g a d e 2 2 .

T e l f . 1 1 .5 1 1 .

S k a n d i n a v i s k G r a m m o p h o n %

Frihavnen. København 0.

F. T H OM S E N S M USI K V ARE L AGER

TLF. ‘2203-1802-1803.

MU S I K T H O M S E N

ST . KO iW EN S&ADE 3 1 .

TLF. 2203—1802-1803

C HR. B J Ø R V I G S M U S I K H A N D E L

Telf. 13640.

29, F rederiksborggade. 29.

Telf. 13640

B OGH A L L E N S GRAMMOFONAFDELING

— . - Alfred H. Hassing, Raadhuspi. Telf. 8297.

N O R S K , M U S I K F O R L A G

Kristiania & Bergen

A . B . N O R D I S K A M U S I K F O R L A G E T

Stockholm — Göteborg — Malmö

vist kun blive af Sven Lange. Dette

hænger igen saa nøje sammen med, at

hele denne Periodes Forfattere og Dig

tere, de, som nu er midaldrende eller

gamle, saa ganske staar i

Realismens

Tegn, og Tiden er ved at vende sig fra

Realismen. Den var velkommen, da den

kom til os i Firserne og Halvfemserne,

ja, den var sikkert nødvendig som

Reaktion mod den astmatisk hendøen

de Romantik med dens tomme Brava-

der, dens Kling-Klang og „Bassala-

bah“. Og den fandt en gunstig Jord

bund i vort nationale Jævnsind. Der

for gennemsyrede den alt, ogsaa In

struktionen og Spillemaaden. Alt dét,

Kjøbenhavnersnobberiet knælede i S tø-'

vet for under Russer-Gæstespillet for

et P a r Aar siden, det var jo ikke andet

end hvad de bedste af vore Iscenesæt

tere og Skuespillere har

villet

og efter

Evne har kæmpet for, Aarlier før Rus

serne begyndte derpaa —: den størst

mulige menneskelige Jævnhed og Ægt

hed paa Scenen (William Bloch, Her

man Bang, Johannes Nielsen). Selv

Riis-Knudsens „Meininger“-Skole var

jo kun en Slags historisk Realisme.

Men al denne „Ægthed" har efter-

haanden gildet dansk Teater. Hvad

interesserer det nu Smedemadammen,

at hun i Teatret kan faa Lov til at se

ind ad sine „egne Vindeverrer“, naar

hun ser langt interessantere Ting i

Fordvognens Gadespejl — paa Vej til

Biografen? Realismen har i sine Kon

sekvenser gjort dansk Teater tempera

mentsløst, farveløst og stilløst. Og det

er igen, fordi Reahsmen i sit Væsen

er udramatisk, uteatralsk. Teater er

ikke Hverdag, men Fest. Det bedste'

har Realismen ydet, hvor den blev

psykologisk. Men Skuespilkunst er, ikke

Inderliggørelse, selv om der helst skal

gaa en inderlig Tilegnelse af Rollen

forud i Skuespillerens Lønkammer.

Skuespilkunst er ikke en „Indkræng-

ning“ af Følelseslivet. Skuespilkunst

er tværtimod Udtryk —:

Ekspression!

— Det er i Erkendelsen af denne enkle

Sandhed, dansk Teater maa søge sin

Fornyelse — i de næste 40 Aar.

Svend Borbcrg.

Hovedforretningens Façade i

G o t h e r s g a d e

Filial:

Frederiksberggade 36

NORD ISK MUSIKFORLAG

V im m e ls k a f t e t 3 8

Stort Sortiment af al Musik

Grammophon Apparater og Plader

Eneforhandling af PARLOPHON Plader

Udgiver af Størsledelen af den

skandinaviske Musik, samt af en

Del af Udlandets moderne Kom

ponister, saasom:

A r n o l d

S c h ö n

I g o r S t r a w i n s k y

J e a n S i b e l i u s

S e l i m P a l m g r e n

I g n a z F r i e d m a n

L u d o m i r R o z y c k i e t c .

K j © b e n h a v n e r n e s R e v y

i 4 0 A a r .

i '

En historisk Redegørelse med mange Vers og lidt

Kritik.

Bedre end mange historiske Værker skildrer den kjøben-

havnske Revy Tiden og Tidsaanden i den Periode, vi i dette Af

snit af Dagens Numer forsøger at kaste et Strejflys over. Det

de sidste 40 Aaxs Historie fortalt i Vers og Navne. Og vi girer

Ordet til vor første Revyekspert, Forfatteren og Oplæseren

Orla

Ramsøe:

Hil den Digter, der kommer engang og

formaar

at gi’e Visen, der

slaar

, gode Kaar,

én, der spør’ ej, om Folk just vil ha’

det, de faar, —

blot vi føler bag Ord’ne et Hjerte, der

slaar.

Og bar no’et du paa Hjerte — og det

maa du ha’ —

og lidt mere end Tjimdadada,

syng saa ud, hvad

selv just vil ha',

Folk skal ha’,

for Gu’ ska’ de ha’, ja, de ska’!

Og saa lad det kun komme — enfin!

paa et tosset og muntert Refræn!

Et, der nynner sig frem, hvor du gaar,

hvor du staar,

om saa ogsaa det lires fra Gaard og

til Gaard,

saa der ej ct den Kælder, den Kvist,

Sangen ikke naa’r ind til til sidst —

med lidt Held kan saagar du faa FoA

til at ta’

ogsaa det, som de

ikke

vil ha’l

Anton Melbye.

„Sommer i By“, 1922.

Adolph Recke

, Paul

Marcussen,

Richard

Kaufmann,

Frits Holst,

Robert

Watt

—i

pudsigt nok ogsaa

Edvard Brandes

selve Digterkongen

Holger Drachmann.

— Den første Sommerrevy løber al

Stabelen den 18. Avgust 1873 og har hele

to Fædre, nemlig Skuespillerne

Carl Wulff

Vilhelm Petersen.

De supplerer sig et'

Par Aar efter med

Paul Marcussen,

og saa

gaar Revyen sin Sejrsgang fra Morskabs

teatret over Tivoli til Nørrebro, hvor paa

det nyoprettede Nørrebros Teater (tid-»

ligere Store Ravnborgl „Der var engang —

en Landsoldat eller Sommerrevyen 1887“

kommer frem. Det blev disse Forfattere»

sidste Værk.

Imidlertid var der paa Morskabsteatret

kommet ny Kræfter til Fadet.

1884 forsøgte

Sophus Neumann

sig

med en Revy, der dog ikke gjorde sig, men

Revyernes Tid ... det vil sige det

samme som Kjøbenhavns Historie og Hi

storier gennem 75 Aar. Tbi paa Aarets

sidste Dag er det netop trekvart Hundrede

Aar siden, at den første danske Revy saå

Aftenens Lys.

Paa Gasino blev den 31. December

1849 opført en Tryllefarce med Sang i 1

Akt af

Erik Bøgh.

Det var „et Lejligheds-

stykke'^ i Virkeligheden slet og ret en

Revy.

Naar man ser bort fra den megen Tale

Aristófanes, Holberg, Hostrup

mange Andre samt —

Peter Vilh.t,

saa

er og bliver det en Kendsgerning, at

Erik

Bøgh

er, hvad man ved Sommerrevyernes

50 Aars Jubilæum i Fjor yndede at kalde:

„Revyernes Fader“.

Foruden

Erik Bøgh

var det ikke de

ringeste Forfattere, der i de Dage gjorde

I.øier med dere* Samtid. Man finder;

F r e d e r ik Je n se n .

den er bemærkelsesværdig ved, at her skal

nok

Frederik Jensen

have vist sig som

Revyskuespiller for første Gang her i

Byen.

Aaret efter gik det bedre. Da traadt#

Charles Kjerulf, Anion Melbye

Johan

nes Buntzen

ind paa Arenaen.

Hidtil havde Sommerrevyerne være*