S_POLITIKEN_MINDENUMER

1, Oktbr.

P O L I T I K E N

K j ø b e n h a v n s k T e a t e r 1 8 8 4 — 1 9 2 4 .

Aaret 1884 betegnede et « » - 1

VO F Ø V CT f O F V iU l d l e t .

punkt i næsten samtlige kjøbenhavnske

Teatres Liv:

Paa

Folketeatret

Direktørskifte:

Robert Watts

Periode afsluttedes, og

den sekstenaarige

Abrahamske

Periode

begyndte. Paa

Casino

afløste

August

Rasmussen

den drevne

Theodor An

dersen,

som overtog

Dagmarteatret.

Paa

Det kgl. Teater

indtog Kammer

herre

Fallesen

Chefsposten.

Folketeatret

i 84! Slet beliggende, i

en kedsommelig Afkrog af Byen, ved

Skidentorvet. Anseelse: en Slags Revy

teater. Abrahams’ Repertoire, i væsent

lig Grad Syngestykker og Operetter,

men ogsaa Holberg, Fru Heiberg, H.

C. Andersen, Goldschmidt og unge,

danske Forfattere: Esmann, Peter

Nansen, Edv. Brandes. Direktionen

bestandig paa Fallitens Rand. I 1900

overtager Dorph-Petersen Direktionen:

Palle Rosenkrantz, Sherlock Holmes,

Thummelumsen, Bergstrøm: Lyng-

gaard & Co.! — 1912 Johannes Nielsen

Direktør: Over Evne, Samson og Da-

lila. F ra 1912 E inar Christiansen, i

hvis senere Aar Teatrets Ansigt er

blegnet. Hr. Frische skal nu give det

Kulør igen. Man maa haabe, det lyk

kes i den Form, at Teatrets bedste

Traditioner genopfriskes. Glimrende

Skuespillere har dette Teater ejet:

Zinck, Julie Møller, Sophus Neumann,

Alb. Helsengreen, unge Reumert, Sig

rid og Jonna Neiiendam, for blot at

nævne nogle. Ypperlige Instruktører:

Herman Bang, Johannes Nielsen.

Mindeværdige Gæstespil: Anna Nor-

rie, Bjørn Bjørnson, Lugné Poe med

Suzanne Déprés, Mounet Sully, Sa

rah Bernhardt, Coquelin, Eleonore

Duse, Johanne Dybvad!— Folketeatret

har virkelig Traditioner, og Tradition

er baade Arv og — GældI

Em m a T hom sen .

Dagmarteatret

var i 84 „den ny

Scene“ i

Jernbanegade

(hør, hvor det

lyder af Stationsby!). .Men Theodor

Andersen vandt allerede i

sin afgø

rende Sejr med „Den tapre Landsol

dat“, én af de største Sukces’er i dansk

Teaterhistorie, hvorefter han klogeligt

trak sig tilbage som en rig Mand.

Kaos! Skuespillerne spiller paa De

lingf Endelig i 89 indledes den iiterære

Periode

Riis-Knudsen,

Mant-

zius, Julius Lehmann. F ra 90 til

fortsætter Riis-Knudsen som Enedi

rektør. Det er inden for de 40 Aar det

eneste kjøbenhavnske Direktorat, som

virkelig staar og vil blive staaende

som en „Epoke“ -*■< (man mene saa i

øvrigt hvad man vil om den af Riis-

Knudsen repræsenterede „Retning“) ~

den eneste hele, betingelsesløse Ind

sats af rene Idealer, forenet med øko

nomisk Offervilje og — NB. — økono

misk Kunnen. Ædelt, maaske lidt for

ædelt Repertoire, i et Plan, Skuespil

lerne ikke helt kunde naa, hvilket til

Gengæld medførte, at dette Privatte

ater blev en Art Skuespillers&ole: for

Emanuel Larsen, Augusta Blad, Niko

lai Neiiendam, Anna Larssen, Jacques

Wiehe. Ogsaa for Martinius Nielsen,

som i 97 overtog Direktionen, og tildels

fulgte Riis-Knudsens Linje med det

bedste Personale, noget kjøbenhavnsk

Privatteater nogen Sinde har haft: paa

én Gang Anna Larssen og Betty Nan

sen, Sophus Neumann og Peter Fjel-

strup, Adam og Johannes Poulsen.

Kjøbenhavn var endnu den Gang Lil

lekøbing, og Martinius naaede at blive

en „Figur“, vor Sir

Beerbohm.

Sær

ligt i den Periode (1902—05), hvor og

saa Casino ble.v underlagt hans Scep

ter, var hans sølvknappede Stok, hans

P e t e r à P o r t a s feeudte H jø r n e G am m e lto rv—b y g a d e f ø r 1900

og n u .

Slængkappe, hans høje Hat, hans Tax

ameterture fra Jernbanegade til Ama-

Jiegade Strøgkonditoriernes uudtøm-

P e t e r F je is t r u p som ung.

melige Samtalestof. Men at være Di

rektør, Instruktør og Skuespiller paa

to store Teatre, det var „over Evne“

paa en anden Maade. De to Scener blev

økonomisk undergravet, „De ’Otte“

brød ud. Saaret lægtes, men da Anna

Larssen forlod Teatrets Tempel til Ære

for Evangelieteltet, og Johannes og

Adam Poulsen gik til Det Kongelige,

var Sammenbrudet uundgaaeligt. En ny

Serie mere eller mindre holdningsløse

Provisorier fulgte: Oda Nielsen, Ghrist-

mas, Fritz Petersen, Herold og Lieb-

mann, „Scenekunstens Fremme“ (Jo

hannes Nielsen og Adam Poulsen, 1911

—14). I den gyldne Gullashtid 1914—

19 kom Hofman, som præsenterede

os for Shaw og Svend Gades Strind-

berg (Drømmespil, Advent), men el

lers ikke helt syntes at kende sin Be

søgelsestid. Endelig Rooses korte, men

energiske, kunstneriske Indsats (1919

—22) med Reumert og Bodil Ipsen i et

glimrende Repertoire. Og nu Hof

man paa ny, men i en yderst vanske

lig Tid.

Den roligste Tilværelse h ar vel

Det

ny Teater

ført, det, som alle kloge Ho

veder mente, var dødsdømt fra Starten

paa Grund af sin daarlige Beliggen

hed. Det aabnede under Lindstrøm

(1908—09) —?

„Dollarprinsessen“,

„Niels Peter Swane“, Reumert og Ca-

jus Bruun, — og siden har Direktør

Ivar Schmidt uafbrudt ledet det, ud fra

en vis Velvilje over for uindviklet

dansk Arbejde“, men i øvrigt efter e«

¿åbenhjertig, merkantil Plan.

Casinos

Historie er en Rocambole«

Roman for sig. Da August Rasmussen

i 84 overtog det efter Theodor Ander*

sen, var Teatret ribbet. Han forsøgt«

med „Féerier“, men Féerne har ikke

været gode eller ikke gode nok: Fallit.;

Opløsning. Personalet spiller paa De

ling. Et Lyn: Strindbergs „Faderen

Mange, korte Direktorater med stor,

men ugengældt Kærlighed til „det bre-*

de Publikum“, som aldrig forstaar Ko

ketteri. Robert Watt vilde prøve noget

Nyt („Kameliadamen“), og drog Gu

stav Esmann til. I 93 Betty Nanseus

Debut. 1 94 Krak, Deling, Avktion,—Ri-«

chard Schrøder fortsætter med Folke-»

komedier („De smaa Landstrygere“) til

1900. Abrahams og Edgar Høyer

springer til, Abrahams dør, og Edgar

Høyer, som sikkert vilde have draget

én Lanse for den ny Ungdom, maa op-*

give Kampen, allerede 1902. Martinius

danser paa slap Linje til 1905. F rits

Petersen fra „Sommerlyst“ lægger

smart ud („Den glade Enke“), men;

S e v e rin A b ra h am s .

skandaliseres

og dør

for egen Haand*

Panikstemning. Fjeldgaard leger Di-*

rektør i tre Sommermaaneder. Aaga

Garde skaber pludselig en kunstnerisk*

værdifuld Forestilling med Strindberg«

„Gildets Hemmelighed“. Men Intet sy**

nes at hjælpe. Det lysner alligevel: Ger«»

da Ghristophersen bliver vor førsta

kvindelige Teaterdirektør og klarer sig

gennem 1912—14 med Operetter. Hol-*

ger Rasmussen „skurker“ med forskel-*

D e t f o r s v u n d n e K j ø b e n h a v n . I I .

H e le det ny Ø ste rb ro h a r stam p e t sig op p a a R u in e r n e

nog le a f de mest id y llis k e K v a r t e r e r . K a lk b ræ n d e riv e je n «

som v ise s p a a o v en s ta a en d e B ille d e , v a r i F ir s e r n e et

af de

mest k a ra k t e ris t is k e «

Julie Møller«

Scala

var for Datidens Kjøbenhavn

et Etablissement, fjernere end Charlot-

tenlund Palmehave for os, en udenbys

om Sommeren (og

kun

om Sommeren,

for Publikum kunde ikke lokkes saa

langt uden for Lov og Ret om Vinto

ten), indtil Leopold Wundt i 1912

overtog det og døbte det om til

Alex-

andra-Teatret,

og det med August

Falcks Strindberg-Gæstespil første

Gang blev den literære Verden bevidst.

1 1914—15 prægedes det under Schned-

ler-Sørensenss Direktorat af Peter

Fjelstrups-Kunst, i de to følgende Aar

(Albrecht Schmidt-Wundt) af Clara

Pontoppidans („Eventyret“) og Mal

bergs („Forretning er Forretning“),

indtil den Dag i 1917, hvor F ru Betty

Nansen under et Gæstespil købte det

bort over sine Værtsfolks Hoveder, og

omdøbte det til

Betty Nansen-Teatret,

hvorved Kjøbenhavn fik sit første in

time Teater efter fransk Primadonna-

D e t f o r s v u n d n e K j ø b e n h a v n . I .

gam le , b e sk ed n e L y g te k ro p a a G ræ n se n a f N ø rre b ro og

Utterslev m a a tte fo rs v in d e son» F ø lg e a f B y e n s U d v id e lse og

S la n g e r up ban eu s Aa&u ing .

A nn a L a rs s e n .

de saadan, — der sker altid saa dej

ligt meget hos dem: Krak og Kriser!

— I Enkeltheder at genfortælle eller

genopleve alle disse søde Sindsbevæ

gelser gennem 40 Aar, vilde virke

trættende, og mindst tage ny 40 Aar,

da hver Kendsgerning maatte vendes

og drejes foran Misundelsens og Ha

dets, Skuespillerforgudelsens, Snob

beriets og Alverdens intrigante Aktø

rers, Direktørers, Juristers, Kritikeres,

Petitjournalisters, Bankmænds og Aa-

gerkarles Troldspejle. Men om man

blot drejer en Film af Direktør- og

Skuespillernavne, af Aarstal, Forfatte

re, Stykker og Roller forbi Hukommel

sen, saa giver den i sin Flimren det

allerbedste Indtryk af denne bevægede

Side af dansk Teaterhistorie.*)

*) Til dem, der ønsker at studere Em

net til Bunds,

anbefales Robert

Neiiendams Standard-Værker om Det

kgl. Teaters, Casinos og Folketeatrets

Historie og samme Forfatters mange

smaa Teatermonograiier.

D e t k o n g e lig e T e a t e r

E ft e r a a r s b e ly s n in g .

H jø r n e t

Set under Evighedens Synsvinkel er

dansk Teaters Udvikling gennem de

sidste 40 Aar vel nærmest at sammen-

Ølhalle, som efterhaanden blev „Kon

certsal“, Variété, Operette-Teater, ind

til Skaarup (og Wulff) i 1912 overtog

Direktionen og gjorde det til vort

Ca

sino de Paris,

vort kosmopolitiske

Show

med en særegen, raffineret At

mosfære af barok Humor,

dancing

giris

sing-song-boys,

Sarauwsk Vid

lanceret med Livas Humør, i en Duft

sky af Cotys Parfumer og et Flimmer

af excentriske Pragttoiletter.

Saadan har ogsaa

Frederiksberg

Morskabsteater

været underkastet en

besynderlig Forvandling: fra det lille,

ganske primitive Forlystelseslokale,

hvor Gerner og Frederik Jensen sang

S o p hu s A e u in a u u .

ligne med en beskeden Myrefarce paa

Spidsen af en Grannaal. Men for de

gode Indvaanere i det Lillekøbing,.

Kjøbenhavn,

var

i Firserne, har den i

Sandhed været imponerende. Firser

nes Kjøbenhavn var jo „inden for Vol

dene“: Betty Nansen-Teatret, Scala,

Det ny Teater, Fønix, Thalia, og hvad

de hedder allesammen, ja, selv Dag

marteatret — det er altsammen

„uden

. for Voldene“.

O la f og E m il P o u ls e n .

Direktricemønster. Det ér nu ube

stridt det Privatteater, der har det

R o b e rt W att.

kunstnerisk interess anteste Repertoire

og den tydeligste Linje.

Har Udviklingen saaledes været i

forbløffende Storstadsstil, saa har til

Gengæld den Interesse, hvormed vi alle

har fulgt hver enkelt Fase i den, be

varet en allerkæreste provinsiel Ka

rakter. Vi gode Folk her i vor Lippe-

Detmoldske Idyl kender jo kun virke

lige Verdensbegivenheder af daarlig

Omtale, og følger derfor med langt

større Interesse,

hvornaar

vor Næstes

Haar begynder at spalte i Spidsen. Te

aterfolk er herligt Stof for os, de har

Temperament eller i hvert Fald Tor

denmaskiner, der kan faa det til at ly-

K a r l M a n tz iu s .