68 / 92
SPECIALITET: VANDBYGNINGSARBEJDE -+ -+ -+
V . B O U L E V A R D 4 2
TELEFON; Central 4400 — Central 4399
1. Oktbr.
P O L I T I K E N
Centralanstaltenfor
RevisionogDriftsorganisation N. C . M O N B ER G
INGENIØR- OG ENTREPRENØRFORRETNING
I nd eh a v e r e :
S t a t s a u t R e v is o r C a r l A n d e r s e n
S t a t s a u t . R e v is o r H e l g e A n d e r s e n
R e v is io n s c h e f F r a n s B r u u n
København. B
Telt. 6000
Gyldenløvesgade I
udpræget højreiarvede. Nn kom den første
Venstre-Revy, der vakte voldsomt Røre.
Man plejed’ her i Landet
at tale frit blandt andet,
men saa kom de- Ministre,
som skyde Ryg og gnistre,
saa snart en kraftig Lunge
ej holder Tand for Tunge.
Saa længe de saa bidsk’ er,
vi hvisker! vi hvisker!
At kalde vor Finanslov
en Pudel, er mod Lands Lov;
naar man mod den begaar sig
af Berg man Næser faar sig.
Og Thomsen paa sin Mund fik
men Hage Næsen undgik,
for mens han Estrup pisker,
han hvisker, han hvisker.
De tre Forfattere skiltes dog hurtigt.
Charles Kjerulf
drog til Tivoli, hvor han
nogle Aar skrev et Par morsomme Revyer
for Pantomimeteatret. Da han holdt r/p
her, afløstes han af
Holger Gleesen.
Til
sine Revyer leverede
Kjerulf
som oftest
selv Musiken. Skønt de* alt for lange Re
fræn „Li’som den var der, saa var den der
ikke, og saa var den der dog alligevel"
skulde synes umuligt, fik han det dog be
hændigt anbragt til en fiks Melodi.
Amor ved Hofferne driver sit Spil,
man om Forlovelse skriver,
Prinser de frier, og Prinsesser slaar til,
intet dog af det der bliver.
Aldrig de véd, er de købt eller solgt,
med deres Kærlighed spiller man Bold,
for li’som den var der, saa var den der
ikk’, og saa var den der dog alligevel!
Paa Morskabsteatret fortsatte
Buntzen
nu med
Axel Henriques,
indtil i 1889 den
sidste forenede sig med
Melbye^
Henriques
og
Melbye
blev hurtigt de
„rigtige* — allerede fra .1892 kaldte de sig
„de gamle Revyforfattere" — og fra 1889
til 1905 var de to Sommerrevyernes Fædre.
De skaber Vrøvlevisen, Kjøbenhavnervisen
eg, frem for alt, den
politiske
Vise i en
Tid, da der stod heftige politiske og lite
rære Kampe.
I gode, gamle Rumletider
ej Høgsbro gik til Kongens Kur,
nu er han landet der omsider
blandt Hof- og andre Folk, der duer.
Lidt Guldkur kan jo ikke skade,
man den Slags Ting engang skal so,
naar blot de Folk i Integad«
ej var saa slemme til at le.
Selv Bojsen kan ej li’ den Latter,
men si’er til Høgsbro: Gamle Fatter!
Stik om ad Lille Kongensgade,
drej om ad Lille Kongensgade,*
der er jo li’saa råri
I en Række af Aar strør
Henriques
og
Melbye
Hundreder af glimrende Viser ud
over Byen og derfra over hele Landet. Over
en Snes Revyer skyldes dette fortræffelige
Forfatterfirma.
Noget senere kommer
Frederik Ricard
og
Johannes Dam
til.
Dette Firkløver bliver i en lang Periode
Grundpillerne for dansk satirisk og ge
mytlig Verskunst. Dels hver for sig og dels
i kameratligt Samarbejde naar de fire ofte
det fuldkomne, saa vel hvad Visens Ind
hold som dens Form angaar.
Fra 1906 til 1910 arbejder
Melbye
og
"Dam
sammen paa Tivolirevyerne i Glas
salen. Frodige Aar, hvor Viserne slaar
Gnister.
•1er er jo li’saa rart
A n to n M e lb ye .
Et lille Land, hvor Afhold staar i Flor,
ak, det er snart de færreste, som stænke,
hvor der er Fastespiser paa hvert Bord,
og hvor man aldrig hør’ „Den glade
Enke*.
Elskværdig er Kvinden, og tro som
Guld er Manden,
om ej mod sin Kone, ja, ja, saa mod
en Anden,
og der er Kvinder nok — aa, man har
det godt som Mand
i det lille, havomkranste Radadulistan.
Da de to Digtere forlader Tivoli, ryk
ker
Christian Flor, Hjorth-Clausen og
Axel Andreasen
ind.
Med
Dam, Henriques
,
Melbye og Ricard
kulminerer Revyernes Viser, og da de del
vis nedlægger Vaabnene, bliver der Død
vande.
Johannes Dam
gaar over til Operetten
i Revymanér,
Axel Henriques’
foreløbig
|sidste Revyvise er „Talma“ i 1922, og
An
ton Melbye
gør Holdt med „Hyldest til den
danske Ko* forrige Aar.
Frederik Ricard
dukker glimtvis op med enkelte Viser paa
„Scala".
Blandt flere andre faar
Axel Schwanen-
fliigel
og
Carl Arctander
Betydning for
Revyerne. Begge er de „Kjøbenhavner-
digtere* om en Hals. Den første repræ
senterer det brede, lidt sejge Humør.
Oh, Kjøbenhavn! Du glade Fødebyl
Kun ved dit Navn jeg blusser op
paa ny.
Ved Tanken om dit runde Taarn, din
Hest,
mit Hjerte hopper bag min hvide Vest.
Vel er med Sylene det sløjt bevendt,
vel har jeg aldrig nogen Bonus kendt.
Jeg gør mig ej i Skattebogen stor,
men jubler med 'det glade Kor,
ja — ja!
Lidt gode Klæ’er paa og et Par ny
Glacé,
en Port’monix med et Par Kroner i,
og saa en Tur paa Strøget mellem to
og tre,
se,
det er
Kjøbenhavnerpoesil
I alt Fald er det Kjøbenhavnerjargon.
Helt anderledes ser
Arctander
paa sin By.
Han skaber den let ironiske, halvt senti
mentale Vise om Kjøbenhavn.
Naar engang jeg forlader al Jordens
Bedrag
og skal ende min Gøren og Laden,
vil jeg ønske, det sker paa en tindrende
Dag,
just som Vaaren gaar ind over Staden.
Slaa saa Vinduet op!
Lad mig, før jeg si’r Stop,
høre Larmen fra Byen dernede!
Lad mig kigge til sidst
over Tage og Kvist,
lad mig sluttelig dø i min Rede.
Jeg kan gøre det glad
i min elskede Stad
med det lyse, det frejdige Navn:
„Kjøbenhavn“!
Lidt efter lidt rykker saa. yngre Forfat
tere frem, uden at dog nogen skiller Van
dene eller aætter ny Spor.
1912 kommer den pralende TJdatyrsrevy.
Først paa Centralteatret med
Axel An
dreasens
„Central-Revy", saa paa Soala
med „Den Traadløse" af
Alfred Kjerulf
og Kai Allen.
Begge Steder er der tyndt med Revy-
stof. Man slaar sig paa noget saa banalt
som Damernes Haar. Paa den ene Side
af Gaden lyder det:
Hvem er det, som ej kan faa nok af
Haar,
men stadig forny’r det med Rakler og
Krøller,
som. hos Frisørinden Behandling faar,
saa Manden maa spare paa Sjusser og
Øller?
Hvem er den gesvindte,
som ganske gelinde
gør sort Haar til gult med lidt Ilt over
Brinte?
Axel HenrFquesu
Den Langhaarede!
Og paa den anden Side kvædes der?
Fru Oåa bli’r yngre for Siver Dag, der
gaar,
endskønt hun bli’r ved med sin Om
flakken,
Bli’r hun saadan ved, paa Tribunen
hun staax
til næste Aar med Haaxet ned ad Nak
ken.
Skønt Ingen kan se det morsomme i
det, holder det med Eaaret sig. Et Par
Aar efter varieres det aaaledes:
Bobby vaagner Klokken toT;
ønsker Verden Fa’n i Vold,
vendeT sig i Sengen,
flaar i Klokkestrengen.
„Kommer Kaffen ikke snart?"
„Naa, den er der! Det var rart."
„Hvor var det,
hun
bo’de?"
„Aa, mit stakkels Ho’del"
Bobby! Du maa ha’ ondt i Haaret,
hvis ikke, saa skal du se, du faar ’et!
Dette græsselige Vrøvl nynnede Kjøben-
havnerne lige saa gladeligen, som de nu
stemmer i med:
Han har min Sympati,
men han har ikke no’et at ha’ den L
Det var nu ikke bar Gemytlighed alt-
sammen i „Bobby“-Reyyen1 Den lette An
retning var krydret med lidt Peber og Salt,
ja, der var endogeaa en politisk Profeti,
der først nu ti Aar efter blev til Virke
lighed.
Kanske vil der gaa baade Vinter og
Vaar,
haade Vinter og Vaar,
før Borgbjerg til Amalienborgs Ridder
sale naar,
skønt han gør, Hvad han formaar.
Men en Gang vil han komme, det véd
jeg forvist
fra en Socialist,
og naar han træder Dansen, han
strække vil sin Vrist,
som den fineste Gardist —
jo-Jo, Fatter Borgbjerg vil stille,
hver Gang, at Kong Christian gøT
Gilde —
og hvad Skæbnen har føjet tilsammen
en Gang,
det har Folk ikke Lov til at skille.
Man opdager hurtigt, af nu gaar det
ned ad Bakke. Hovedvægten lægges paa
Revyens TJdstyr, mens Viserne negligeres
og forflades, hvilket ikke udelukker, af
de ny Forfattere faar mangen Publikums-
Sukces.
Forrest staar vel nok
Alfred Kjerulf
med flere Tusinde Viser, hvoraf mange
Træffere. Der er gode Viser imellem, dog
er det ikke dem, der „slaar". En Vise som
„Teatret i Grønnegade“ havde fortjent
en
bedre Skæbne, end Publikum gav dens
F r e d e r ik R ic a r d .
Balletten den Gang var kun meget lille,
da var den ej ved Hoffet Festene Clou,
de havde ikke nogen Bournonville,
end sige no’en som dem, vi $jer nu.
Da var man ikke fyldt med Traditio
ner,
der kræved’, at i et halvt Hundred*
Aar
en Samling hoftesvære ældre Koner
sku’ illudere som den spæde Vaar,
da fik de Unge Roller, før de havd«
hvide Haar.
Man kævled’ ikke op om Opera
og
Skuespil,
R e n d e s t e n s i d y l i S t o r b y e n .
F a a K jø b e n h a v n e r e
og
e n d n u fæ r r e
Tilrejsende kender,
dette P a r t i a f v o r B y ; det s e r meget
gammelt ud, men hø«
r e r dog t i l det a lle r n y e s t e K jø b e n h a v n .
Billedet forestille*
Fæ rø g a d e i S u n d b y e rn e , som in d lem m e d e s
i 1902. En daar«
lig I llu s t r a t io n t il B y d e le n ^
31111
de NayBi
/