111 / 212
108
EG IL SKALL
ind til Byen. De bleve hele Veien modtagne med den største Jubel.
V i fulgtes med dem til Kongens Nytorv, og ventede her til de sidste
vare komne forbi. Derpaa skiltes jeg fra de andre og gik hjem. Om
Aftenen bleve Soldaterne beværtede i Kongens Have. De følgende
Dage i Ugen fandt de samme Festligheder Sted, lige til om Tors
dagen, da alle de Tropper som skulde ligge her under Vaabenstil
standen var ankomne, jeg saae Stadsen meget godt hver Dag, da
de drog forbi vort Værksted, og alle Sætterne løb ud paa Gaden,
(ja nu er jeg kjed a f at skrive mere) Mere kan jeg ikke huske, da jeg
først skriver dette 2 Maaneder efter.
Sønd. d. 23de hjemme. Om Form. var Frederik P. T . her og be
søgte mig. Je g er næsten kjed a f ham nu, deels fordi han er saa paa
trængende og næsviis; deels for hans Barnagtighed og Kaadhed.
Han er ellers a f en godmodig og venlig Charakteer, er ikke ond
skabsfuld eller hevngjerrig, og har tillige et indtagende Udvortes.
Naar han blot ikke var saa barnagtig, saa var han et elskværdigt
Menneske; men stop lidt! mon der ikke skulde være Feil paa min
Side? J o desværre! Paa min Side er vist lige saa mange, om ikke
Flere end paa hans Side. Burde jeg ikke i Begyndelsen a f vort Ven
skab have undertrykket min Sløvhed og Ligegyldighed burde jeg
ikke have indgydt ham mere Respect. Burde jeg ikke have været
mere hjertelig og forstandig., og ikke ladet mig ophidse a f Liden
skaberne. Idag tiggede han mig saalænge om nogle a f mine bedste
Bøger, som jeg blev nødt til at give ham for at skilles med ham.
Det var »Læsning til Nytte og Fornøielse«, den tydske »Knospen«
og »Jakob Lillefinger«. Je g fulgte ham lidt da vi gik. Paa Veien
mødte vi Johan og Harald (p. T.) som havde været ude at spadsere.
V i skiltes fra dem ved Klærkegaden; derpaa gik F. og jeg ind i
Kongenshave, og spaserede, da Været var saa smukt; F. begyndte
strax at lege og gjøre Narrestreger som jeg Tosse ogsaa gjorde,
istedetfor at være alvorlig. Je g sagde derpaa, at jeg ikke vilde have
noget med ham at gjøre, og vort Venskab nok snart blev afbrudt,
hvorpaa han tilføiede, formodentlig i Spøg : »til stort Tab for d ig«;
dette talte vi nu ikke videre om, men slog Resten a f Samtalen hen i
Spøg og Sludder, og legede lidt ved at slaae Kaskjetterne a f hver
andre, hvilket F. ynder. Derpaa gik vi udenfor og skiltes ad.
Mand. d. 24de p. T ., Frederik talte saa mildt og venligt til mig,