112 / 212
G. A. PETERSENS DAGBØGER
109
da jeg kom i Morges, maaske fortryder han sin Adfærd mod mig
igaar, eller han er bange for at paadrage sig min Vrede, dog troer
jeg før det sidste.
Tirsd. d. 25, Onsd. d. 26de p. T .
Torsd. d. 27de p. T. idag blev Frederik syg igjen, hans Been (som
han faldt og slog itu forleden Dag) er ikke lægt endnu og det var en
Feil a f ham, at han begyndte saa tidlig at arbejde. Bare han nu
snart maa komme sig igjen.
Fred. d. 28de p. T.
Løvd. d. 29de Mikkelsdag p. T. Je g kom iaften op at slaaes med
Theobald p. T. han tilligemed Jens og Johannes, de tre berømte
Gadeunger, skjældte mig saa frygtelig ud iaften for Jødesmaus,
Jødeskurk og Forræder o.s.v., fordi jeg holder med Vilhelm og J o
han (p. T.) Je g blev hidsig, tog Theobald i Nakken da han var be
gyndt og vaskede hans Øren dygtig, han tog naturligviis til Forsvar,
og vilde tage mig i Struben (hans sædvanlige Forsvarsmaade) men
jeg brugte mine Næver heldigt, og gav ham et Par drøie Slag over
Hænderne og Armene, saa jeg troede han havde tabt baade Følelse
og K raft i dem, men heri tog jeg feil, thi da jeg holdt op, (hvilket
jeg gjorde klogt i, da jeg mærkede, at Kræfterne begyndte at for
lade mig) trak han Frakken af, udfordrede mig, men jeg sagde, han
havde faaet nok for iaften, og kunde gaae med det, en anden Gang
kunde han faae mere; hvilket jeg taug stille til; endelig kjed a f at
skjelde ud, sjokkede han af. - Hans to Venner tabte baade Næse og
Mund ved at see, hvorledes deres Ven blev børstet, kun Johannes
begyndte at bruge Kjæft og sade at jeg havde faaet flere Prygl end
Th., jeg raadede ham til at holde Mund og gaae, da han ellers
kunde faae en lignende Lussing som Theobald, han sagde nok Nei,
men gik dog allligevel. Da jeg kom ned i Gangen stod de alle Tre
og ventede paa mig, for at fornye deres Gadedrengestreger, hvilket
skeete paa følgende Maade:
Theobald: Der er han, Jødeskurken, etc. Je g med Latter J a , der
er han, see paa ham. Hvorpaa fulgte en heel Mængde Vitser a f de
andre, som jeg ikke besvarede. Nu begyndte Jens og vrøvle og skjæl-
de ud, men jeg nærmede mig ham ganske rolig og vilde give ham
en paa Tæven, men han trak sig tilbage, saa at den ikke traf. - der
efter gik jeg hjem.