132 / 212
G. A. PETERSENS DAGBØGER
129
sen, spadserede lidt i Grønningen først, og gik derpaa hjem og spiste
til Middag. Den Efterm. fik jeg Besøg a f Edvard Mathiesen, som
skulde hen til mig, jeg sagde ham, at jeg var rask nu og vilde be
gynde imorgen, men han raadede mig derfra, og sagde at det var
bedst at blive til paa Tirsdag eller Onsdag, fordi der er gjort reent
paa Trykkeriet idag, og Drengene have Sjov imorgen med at flytte
tilrette, de’ ska’ je ’ nok inte ha’ naaet a ’ . Je g troer heller ikke jeg
vil begynde imorgen, man har ligemeget for det. - Han stak strax
a f igjen. - Om Efterm. begyndte det at regne, og jeg havde ikke
Lyst til at gaae ud i saadant et Veir. Moder gik i sin sædvanlige
Søndagskirke, K l. 4 J. Der skal være stor Stads paa Tivoli iaften,
og jeg havde lovet Moder at gaae med hende derind, men nu blev
det uheldigviis Regnveir, og saa her jeg ingen Lyst til at gaae der
ind, (maae vi hellersens være fri). - Det er sandt! En meget stor
Nyhed, har jeg forglemt: V i har faaet Fred med Preusen og Tydsk-
land. Inden 14 Dage skal de preussiske Tropper trække ud a f Sles
vig, og de danske rykke ind. Slesvigholstenerne har befæstet Rends
borg, de vil ikke give Køb. Det vil nok snart komme til blodige
Underhandlinger mellem dem og de Danske. - Om Aftenen vare
vi hjemme og spiste vort tarvelige Aftensmaaltid (Ingen Punsch). -
Mand. d. 8de, blev jeg daarlig om Natten; - ligesom jeg ligger i
min søde Søvn, vaagner jeg pludselig op, og skal til at brække mig,
jeg blev nødt til at lade det løbe paa Gulvet; Vilhelm var saa skik
kelig at staae op, og hente Vand, til at skylle Munden med, og gav
mig Natpotten, til at lade det rinde i. - Om Morgenen var jeg en
Smule mat, hvilket ogsaa afholdt mig fra at gaae paa Trykkeriet,
og jeg opsat det til imorgen. Det regnede næsten hele Dagen; om
Aftenen var her stor Jamm er med Moder, - Aarsagen var denne:
Vilhelm pleier ellers altid at komme hjem K l. 7 om Aftenen, men
han blev længe borte efter den Tid, K l. blev 8, - den blev 9, men
der kom ingen Vilhelm, nu var Moder reent elendig, »Han maatte
naturligviis være faldet ned, og maaske bragt ind paa Hospitalet,
og Ingen vidste hvor han boede«, saadanne hjertegribende Fore
stillinger gjorde Moder sig, naar hun ikke vidste om han var leven
de eller død, rigtignok blev jeg en Smule angst, fordi han ikke kom,
da det var begyndt at blive mørkt, for saa længe har han aldrig før
blevet borte, jeg sagde han var vist gaaet paa Træk, men Moder