161 / 212
158
EG IL SKALL
ikke havde Noget; men om Sommeren blev jeg dog kjed a f dette
ustadige Væsen, og jeg søgte derfor en Plads i »Avertissementstiden-
de«, hvilken Levysohn29, Faktoren hos Qvist30 og dennes Kompag
non, skulde besætte; jeg fremstillede mig en Formiddag for ham i al
Ydmyghed og ansøgte om den ledige Plads, han svarede, at der
havde været Flere og søgt om den, men jeg kunde faa Besked den
næste Dag; Dagen efter gik jeg derop igjen og fik den Besked a f
ham, at Pladsen var givet bort til en Anden. Je g blev herover meget
fortvivlet og havde stor Lyst til at springe ud i Kastelsgraven, da
jeg om Aftenen spadserede med Moder i Grønningen ved Vandet,
men hun trøstede mig, saa godt hun kunde. -
Saa kom Oktober med sin Rigsdagssæson, og Schmelling, min
gamle Anførergespon og første Lærer i Typografi, averterede som
Faktor i Rigsdagens Trykkeri efter Sættere; jeg ilede op paa Slottet
til ham og blev antagen. Nu var jeg bleven et mere flittigt Menne
ske, og jeg hængte i og tjente gode Penge, 10 -12 Rd . om Ugen. -
Men saa indtraf den store Lykke (?): Den 2gde November 1858
vandt jeg i Klasselotteriet 250 R d .; det syntes jeg dengang var en
uhyre Sum, nu (Novbr. 1869), da jeg har mere end det Dobbelte,
synes jeg, det er Ingenting eller ialtfald kun Lidet. - Imidlertid blev
Je g saa glad herover, at jeg Morgenen derpaa gjerne kunde have
kysset alle dem, jeg mødte paa Gaden, og ved Holmens Bro gik jeg
og sang ganske høit: »Vift stolt paa Kodans Bølge«, saa at Folk
vendte sig om og saa efter mig som efter en gal Mand i Daareki-
sten! - Je g meddelte enhver a f mine Bekj endte denne for mig glæde
lige Begivenhed, og tænkte ikke paa, at jeg derved opvækkede Mis
undelse hos mine Medarbeidere, der saa let kan skade En. Dog blev
jeg ved at passe mit Arbeide Resten a f Rigsdags-Sessionen, der for
øvrigt sluttedes kort efter. - Det var en Fjerdedeel a f 1000 Rd ., jeg
havde vundet paa et helt Lod jeg holder i Forening med Gjerløv,
Clausen og Samuelsen; disse havde travlt med at faa Pengene
strax, og jeg var dum nok til at gaa med Samuelsen op til Kollek
tøren, Eibeschiitz paa Rosengaarden, en gammel, hvidhaaret Jøde-
smaus, der forlangte 40 Rd . for at udbetale Pengene strax, da vi be
tænkte os herpaa, slog han a f til 20 Rd ., og derved blev det. Nu
skulde han til at betale Pengene ud, og denne Scene var saa koste
lig, at jeg vil kunne erindre den til min Død. Han aabnede et garn-