207 / 212
204
ANMELDELSER
lettere har man dog gjort mindre ud af side- og baghuse, men det understreges,
at det ikke er fordi man vil prisgive disse huse. Ofte udgør de jo sammen med
forhuset en helhed, som det kan være særdeles værdifuldt at bevare af miljø
mæssige grunde. Dette er vist ved et eksempel på en »karréudtynding«. Da
kirkerne registreres af »Danmarks kirker«, og da man i 1961 har udsendt en
bevaringsplan for Christianshavn, er begge disse områder udeladt. Hovedvægten
er lagt på byens almindelige borgerhuse, og beskrivelserne af de bygninger, som
f.eks. palæerne, hvorom der i forvejen findes litteratur, er derfor mere kortfattede.
Der er mange vanskeligheder forbundet med at udgive en bog af denne art.
Som nævnt i forordet er materialet indsamlet gennem en lang årrække af mange
forskellige medarbejdere. Kvaliteten af de indsamlede oplysninger må derfor også
være svingende, et forhold, som det må have kostet meget arbejde at bøde på,
og som det vel heller ikke er lykkedes helt at rette op. Når bogen alligevel er
udsendt nu, skyldes det, at en grundigere bearbejdelse ville have taget lang tid,
og at det er på høje tid, at henlede opmærksomheden på værdifulde huse, inden
de går deres undergang i møde. Det ville naturligvis have været bedre, om man
havde haft mulighed for at udgive bogen på samme måde som »Kilder til Sva-
nekes Bygningshistorie«, der udsendtes i 1969. Heri fremlægges en så godt som
udtømmende dokumentation for hvert hus, men man forstår udgiverens betæn
keligheder ved at benytte denne fremgangsmåde, når man ved, at beskrivelsen af
bebyggelsen i en så lille by som Svaneke fylder 684 sider! I den foreliggende bog
er bygningshistorien for det enkelte hus imidlertid så kortfattet, at det ikke kan
undgås, at den forenklede fremstilling bliver misvisende. Ethvert gammelt hus
har sin egen mere eller mindre krogede historie, og en gengivelse af den i forkortet
form eller uden en meget grundig bearbejdelse af kilderne kan føre til et skævt
eller mangelfuldt billede af virkeligheden. Hvis dele af husets historie udelades,
eller hvis oplysninger fra blot een brandtaksation eller een vurdering mangler, kan
det betyde, at et langt og måske afgørende afsnit af husets historie helt forbigås.
Det nævnes således ikke, at Åbenrå 16 oprindelig var to huse. Åbenrå 2 havde
ikke som angivet facade af grundmur ved opførelsen, men fik det først ved en
ombygning før 1780, samtidig med at huset blev forhøjet, og butikken, som
hævdes at være indrettet i 18 0 1, fandtes allerede i 1750. For Landemærket 43 kan
grundmursfacaden først konstateres i 1780. Landemærket 45 opførtes 1732-33,
men af plattenslager Peder Jørgensen Boyer og ikke af konstabel Wilhelm Ras
mussen, der først betegnes som ejer af huset i 1753. Landemærket 47 var oprin
delig helt af bindingsværk, men fik grundmuret facade før 1780, og Landemærket
53 havde gavlkvist over hele bredden allerede fra opførelsen. Vester Voldgade
109 er opført ca. 1758 i to etager af købmand Uldrich Friederich Edinger, ikke
1792 for major Hans Fr. Rosenberg.
En anden ting, som bør påtales, er, at det ikke er tilstrækkeligt understreget, at
mange af de angivne årstal er terminus ante qvem-tidsangivelser og dermed ingen
lunde sikre. Mange af bygningsændringerne er ikke til at tidsfæste helt nøjagtigt,
men alligevel bruges formuleringen »Forhuset opført 1734« i mange tilfælde, hvor
det angivne årstal er højst usikkert. Takseringer og vurderinger behøver ikke at
være foretaget straks efter husets opførelse, ja, selv tidsangivelser i skøder kan