209 / 212
206
ANMELDELSER
katalog over alle bygninger opført i bydelen før 1760, bilag, kildeoversigt, biblio
grafi, henvisninger og registre.
Forfatteren har lagt vægten på bydelens tilblivelse, og bogen omfatter derfor
kun perioden 1749-1760, nemlig den årrække, hvori man følger den bebyggelses
plan, der var udformet af Nikolai Eigtved. Frederiksstaden anskues som en helhed,
som en byplanlægningsopgave, men samtidig får man beskrivelser af hvert af
husene med tilhørende illustrationer. At forfatteren er historiker med kunsthistorie
som bifag giver en god balance mellem disse discipliner i behandlingen af det
store materiale.
Efter en kort indledning om arealets udseende før planen iværksættes, beskrives
projektets behandling fra agent Andreas Bjørns første udkast til godkendelsen af
Eigtveds generalplan. Den tidligere opfattelse, at Frederiksstaden skylder Olden
borgernes 300-års regeringsjubilæum sin oprindelse, korrigeres, og i stedet peges
der på storkøbmændenes interesse i at udnytte de jomfruelige, velbeliggende
grunde ved havnen.
Ved at undersøge opførelsen af de to første bygninger på arealet, Sankt Annæ
plads 7 og 9, påvises det, at de første bygningstegninger afleveres allerede i februar
1750 og ikke som hidtil antaget i april. I det hele taget bliver sagerne i denne
første fase behandlet særdeles hurtigt: den 2 1. august 1749 udkastes planen om
at bebygge området, den 5. sept. vedtager konseillet, at man skal bygge, og den
12. sept. udsendes det kgl. reskript, som sætter selve byggeriet i gang. Beslutnings
processen er mere langsommelig i vore dage. Selv om det tog tid, inden alle
byggegrundene blev bebygget, var der dog inden 1760 blevet opført 9 palæer og
27 borgerhuse foruden Frederiks Hospital og Silkefabrikken, ikke så dårligt i en
by, hvor man inden for samme menneskealder også havde genopbygget 2/5 af
den nedbrændte by og opført et nyt slot. Økonomien kan ikke have været så
dårlig, men det blev den måske! Den side af sagen er hidtil ikke undersøgt.
Gangen i byggeriet skildres på udmærket måde og detaillerede oplysninger gives
om enkelte af bygningerne, som f.eks. Bredgade 30. Ved hjælp af et overslag af
tømrermester Zuber er det lykkedes at sandsynliggøre, at to hidtil uidentificerede
tegninger viser denne bygning. Det ville have været værdifuldt, hvis overslaget
var blevet aftrykt som bilag. Selv om overslaget giver vigtige oplysninger af teknisk
og økonomisk art, burde det nok have været understreget, at et overslag, uanset
hvor værdifuldt det ellers kan være, ikke er det samme som en regning.
Derpå følger en oversigt over grundejerne. Hver enkelt omtales kort, der gøres
i store træk rede for deres økonomiske forhold, og de opstilles efter social status.
Man ville gerne vide mere om disse personer. Hvordan var de blevet til det, de
var, og hvorfra kom pengene? En enkelt af de borgerlige husejere, urtekræmmer
Titken, mistede ved branden i 1728 fire huse og alt andet jordisk gods. Med
familie og tjenestefolk måtte han indlogeres hos en kollega i Gothersgade. Sytten
år efter er han lavets oldermand, og tyve år efter brandkatastrofen kan han ikke
alene tegne sig som liebhaver til en af grundene i det nye kvarter, men også
gennemføre opførelsen af den største af samtlige borgerlige gårde. Hvordan gik
det til? En behandling af disse forhold ligger naturligvis uden for bogens ramme.
Værdien af undersøgelser på dette område skal blot her påpeges.