210 / 212
ANMELDELSER
207
Forfatteren viser, at grundene blev fordelt efter bygherrernes sociale rang,
således at de fornemste blev placeret omkring Amalienborg plads og langs Bred
gade, mens Amaliegade tilsyneladende blev betragtet som baggade til Bredgade,
idet de fleste borgerlige bygherrer fik grunde i Amaliegades vestside, mens øst
siden var forbeholdt tømmerhandlerne. Selv i dette efterhånden højfornemme
kvarter får man bekræftet, hvad man ved fra andre af byens kvarterer i det
1 8. århundrede, at alle sociale lag kunne bo i samme ejendom. Ganske vist fandtes
allerede da en tydelig differentiering mellem de forskellige kvarterer, men selve
den hierarkiske samfundsopbygning hindrede, at denne differentiering blev alt for
vidtdreven. Greven skulle have sine tjenere, skrivere og sekretærer omkring sig, og
herskabshusene kunne ikke fungere uden stuepiger, kokke og kokkepiger, kuske,
staldkarle og vadskekoner. De blev stuvet af vejen i baghuse, i kældre og på
lofter, men boede som oftest under samme tag som husherren og hans familie.
Forfatteren kan påvise, at Eigtved ud over de huse, man allerede har tilskrevet
ham, yderligere har »ladet forfatte og levere tegninger« til en række huse, således
at han nu regnes for ophavsmand til 6 palæer og 12 borgerhuse.
I et afsnit om byggeriets administration fortælles om de afvigelser, der skete
fra den oprindelige plan. Ved store foretagender af denne art er det ofte nødven
digt at fire for at få byggeriet fuldført. Det måtte man også her, og den, der
havde de bedste forbindelser, klarede sig som sædvanlig bedst. Der var grænser
for, hvor meget man kunne gribe ind, når liebhavernes antal var begrænset.
Frederiksstaden blev efterhånden mere eftertragtet af adelen, som, især efter
at kongefamilien i 1790erne havde erhvervet palæerne omkring pladsen, rykkede
ind i de huse, som oprindelig var opført af borgerlige bygherrer. Forskellen
mellem adelspalæer og borgerhuse i denne ende af den sociale skala var ikke
så skarp, at et borgerhus ikke ved en lettere opfriskning kunne gøres til et adels
palæ. Derfor er det måske noget misvisende, at tale om borgerhuse i denne for
bindelse, men det kan være vanskeligt, at finde en dækkende betegnelse for
bygninger af denne art.
Også slotspladsens oprindelse behandles. I forlængelse af Knud Voss’ påvisning
af tysk arkitekturs betydning for Eigtved peger forfatteren på Berlins oktogonplads
som forbillede for Amalienborg slotsplads.
Det nævnte katalog over bygningerne omfatter alle Frederiksstadens borgerhuse
opført før 1760 og giver vigtige oplysninger om opførelsesår, skøder og beskrivelser
samt henvisninger til litteratur om den pågældende bygning. Alle huse, der
omtales, er afbildet. Mange af fotografierne er optaget specielt til bogen af kon
servator Henrik Bjerre, de fleste er særdeles gode.
Mangler er der naturligvis også. Man savner en kort overskrift over bilagene,
så man uden at skulle læse mange linier ned i teksten kunne se, hvad de indehol
der. To af bilagene angives at være hentet fra en ældre trykt kilde. Der burde
i det mindste være en henvisning til den primære kilde. Den samme anke kan
rettes mod anvendelsen af Stadsarkivets skifteudskrifter. Selv om udskrifterne
uden tvivl er korrekte, burde originalerne i Landsarkivet have været anvendt, og
henvisninger dertil været anført. At forfatteren anvender procentberegninger ved
så små tal, som her er tilfældet, under 50 personer, må også påtales. Man kan