65 / 225
N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T
51
en Kløft mellem den velstaaende Handelsstand og Haandværkerne, der alene ved at
arbejde for andre blev betragtet som en Slags Underordnede i Forhold til dem,
der gav dem noget at fortjene. Datidens Betegnelse for en Haandværker var det med
Tyskerne indkomne Ord: Embedsmand, af Ambacht, Embede, der betyder Pligt,
Skyldighed, Tjeneste, og altsaa netop betegner Haandværkeren som tjenende. Men
medens vi beholdt Ordet Amt for Haandværk og Haandværksbestilling, saaledes
Skrædderamtet og »Amtssalen« paa Skrædderkroen i Gammelmønt endnu i Slut
ningen af sidste Aarhundrede, fæstede Udtrykket Embedsmand for Haandværker
aldrig Rod i Sproget. Da det senere kom ind i Dansk paa ny, kom det alene til at
betegne en bestemt, kongelig Tjenestemand, nemlig Befalingsmanden paa et konge
ligt Slot, hvorfra det igen gik over til at betyde Statstjener eller Embedsmand i
moderne Forstand.
Der har i Byens ældste Tid vistnok hersket ret udstrakt Næringsfrihed. »En
hver indfødt Københavner«, hedder det i Stadsretten af 1294, »som forstaar, vil og
kan udøve noget Haandværk, som Skomager, Skinder osv., skal ikke betale noget
for at udøve dette sit Haandværk uden 1 Øre til Fogeden og 1 Øre til Staden for
sit Haandvæ rkstegn
Den, der vil gøre Barnesko, maa gøre det uden Bøde,
og Skomagerne maa uden Bøde købe de nødvendige Huder og Skind . . . . Enhver
Bager maa bage Brød, saa ofte han vil, og den af de andre Bagere, der hindrer
ham deri, bøde 3 Mark til Bispen, 3 Mark til Staden og lige saa meget til den paa
gældende.« Haandværkerne synes saaledes ikke at have været indskrænkede i deres
Bevægelser ved strammende Baand, og under det for Byen saa urolige XIV. Aar
hundrede er det sagtens i Reglen gaaet noget broget til, og Købmandsstanden har
næppe været i Stand til at hævde den Stilling og Indflydelse som under rolige For
hold, hvor Pengemagten og ikke i saa høj Grad Nævemagten fører Kommandoen.
Da Erik af Pommern fik Herredømmet i Byen, synes det nemlig at være nødven
digt at holde Haandværkerne inden for visse Grænser. Det skete ved Næringsfor
ordningen af 1422, hvorved Borgernes Forhold for første Gang ordnedes, og som
her meddeles som et af de ældste og ejendommeligste Dokumenter til Oplysning
om Næringslivets Udvikling i København:
»Vi ER IK med Guds Naade Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Gothes
Konning og Hertug i Pommern hilse eder, os elskelige Borgmestre, Raadmænd og
almene Almue i København, kærligen med Gud og vor Naade! Vider, gode Venner,
at ofte og idelig har (der) været Kæremaal for os af vore gode Mænd i Riget. Saa
ledes ogsaa nu sidst da vi var i Ringsted, af vort Raad, Klerkeri og Ridderskab om
gemmerligt (daarligt) og uskelligt Regimente med Købmandsskab og Haandtering
(d. v. s. Haandværk), hvilket den ene skal bjærge sig af med den anden og særde
les i vore Købstæder. Sammeledes (paa samme Maade) have og vore Borgere og
Købstadmænd til os tit og ofte talet og for os kært (klaget) og nu sidst i Ringsted,
at det, som de deres Bjæring og Købmandsskab af skulde have og holde skelligt
Regiment med, som i Købstæder burde at være, det have nu andre Mænd, nemlig
Bønder og Vornede (Livegne) og Forprangere paa Landet, idet de have talt at haand-
tere (have at sælge) al Købmandsskab, Klæde, Humle, Staal, Sardug, Lærred og saa-
dan Stykke (og lignende), og hver Mand, som vil, farer (drager) og vandi ei til n}e
Fiskerlejer i Landet og køber der, hvad dem lyster og gør stort korkøb, baade paa