70 / 225
56
K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N
kneben bag Voldenes Rammer, dannede et afsluttet, næsten fjendtligt Hele over for
det aabne Land.
Og saa fast var Lavsindretningen bygget, at den tvang Slægtled efter Slægtled
ind under sine Rammer. Sønnen opdroges i Faderens Haandværk, og den unge
Svend maatte helst gifte sig med en Pige eller en Enke inden for sit Lav.
I Kong Eriks Rrev nævnes Bryggerne to Gange. Den ene Gang regnes de med
til Købmændene, den anden Gang til Haandværkerne. Deres Lavshus, der i alt Fald
efter Reformationen laa i Skindergade mellem Klosterstræde og Kejsergade, var
langt ned i Tiden anset som et af Byens fornemste Forsamlingslokaler, — et Vid
nesbyrd om Bryggerlavets Anseelse og Rigdom. Her holdtes i sidste Halvdel af 1700-
Tallet de Koncerter, ved hvilke Ewalds Kantater blev opført, og det var først den
store Brand 1795, der tilintetgjorde dette Byens fineste Lavsbus.
Næst efter Bryggerne rangerede Guldsmedene, og saa kom de »fire store Lav«,
Bagerne, Smedene, Skrædderne og Skomagerne, der her lige som i Tyskland indtog
en ledende Stilling inden for Haandværkernes Kreds, derpaa kom Remsnidere og
Pungmagere, Kødmangere (Slagtere), Bartskærerne, Bundtmagerne og Skinderne.
Hvert Lav var indviet til en eller anden Helgen. Guldsmedene f. Eks. til St.
Eligius, paa hvis Navnedag der ikke maatte arbejdes. Aftenen forinden samledes
man til Drik, og paa selve Festdagen — 1. December — gik baade Brødre og
Søstre til Sjælemesse ved Elegii Alteret i Vor Frue Kirke og ofrede. I 1496, omtrent
70 Aar efter at Lavet havde faaet sin første Skraa, men paa Tysk, tik det under
Kong Hans en ny Skraa paa Dansk, saa vi ser her i det enkelte den samme Be
vægelse som i det store, at det nationale Element slaar igennem. Men de mangfol
dige tyske Benævnelser i dette som i næsten alle Haandværk er blevet bevaret til
vor Tid som et Minde om den danske Industris første Læreaar under fremmede
Mestre.
Efter denne nye Skraa var en Guldsmedemester forpligtet til at mærke ethvert
Arbejde med Byens og sit eget Mærke*), og paa Markederne gik Møntmesteren og
to Guldsmedemestre rundt og undersøgte alt Arbejdet, om det ogsaa var stemplet.
For Overtrædelser var der sat høje Bøder, ligesom ogsaa for at stemple Arbejder
af forgyldt Kobber eller Messing som ægte Metal. Saadant skulde derimod være præ
get med et eget Mærke, der angav det som uægte. Indbyrdes vaagede Mestrene selv
over, at alt Arbejde, som blev udført af Lavsmestre, var godt og ustraffeligt.
Det var Skik fra Arilds Tid, at Guldsmeden tog sig betalt i en Del af det Metal,
der blev leveret ham til et vist Arbejde, nemlig Halvdelen, men skulde han tillige
forgylde Ardejdet, saa kunde ban fordre lige saa meget Sølv i Arbejdsløn, som der
var gaaet med til Genstanden.
Den første Betingelse, der stilledes for Optagelse i et Lav, var ufravigelig den
samme over alt: Ægte Fødsel og et ærligt Navn. Man skulde være kommet af godt
Folk, uberygtet og ikke være af Rakkerslægt. Selv om Haandværkerne ikke kunde
*) Enhver Guldsmedesvend, der vilde være Mester, skulde som Mesterstykke selv udføre en
Kalk (et Kirkebæger), et Kors, en Guldring med en indfattet Sten og et »Forblad« (ornam enteret Blad
til et Spænde) til at sammenhægte et Bælte eller en »Borvæ« d. v. s. en Brudekrans.