S_DeDanskeByerhverv

K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N

de Aar, da de vilde Brushoveder sværmede om ved Nattetid paa Byens Gader,

gjorde alskens gale Streger og brød ind i Husene »helst der, som Vinen smagte

bedst og Folk var smukkest«. Til sidst blev der klaget til Magistraten, som gav By

svendene eller Vægterne Befaling til at lade det gaa en Tid, for at se om de ven

lige Advarsler og Formaninger, som de rettede til den unge Kongesøn, ikke skulde

frugte, men da dette ikke skete, lod den Klagerne gaa videre til Kongen. Og denne

tog sin Søn for sig »og læste ham et godt Kapitel med Ord og Svøbe«, —

0111

det

hjalp synderligt, er et andet Spørgsmaal, ti Hertug Christjern var ikke af dem, der

gerne lod sig sige.

Disse Ungdomsgalskaber havde imidlertid ikke forspildt ham hans Yndest hos

Københavns Borgere. Da det rygtedes inden Herredagen, paa hvilken Haandfæst-

ningen skulde udfærdiges, at en Del af Adelen, der kendte den unge Konges For

kærlighed for Borgerstanden, havde besluttet at henvende sig til Hertug Frederik

af Gottorp, Kongens Farbroder, for at tilbyde ham Kronen, begyndte Borgerskabet

at knurre. De havde sat alle deres Forhaabninger til den udvalgte Konge og skulde

nu maaske se ham vraget! Og de københavnske Borgeres Holdning var saa truende,

at den vakte stor Bekymring hos Bigsraadet og øvede sin Virkning.

Vi har foran omtalt Christjern II.s ydre Handelspolitik og hans Bestræbelser

for at hæve sine Bigers Handel i Højde med Hansestædernes. Vi skal her kun be

røre hans Omsorg for Næringslivets Udvikling og for Borgerstandens Opkomst, —

Midler ved hvilke han vilde knække paa een Gang sine ydre og sine indre Fjen

ders Magt.

Christjern II. er den første af alle vore Konger, der har Øje for

Samfærdslens

Betydning for Handelens Udvikling. Den naturlige Vej, ad hvilken Varer bliver

bragt her til Danmark, er og har fra Arilds Tid været Søvejen. Men har den sine

Farer nu i vore Dage, hvor Kysterne er besatte med F y r omtrent som en Gade

med Lygter, saa havde den dog ganske andre Farer i hine Tider, da Styrmands

kunsten og Sømandskunsten endnu kun var i sin Vorden, da Fy r endnu var ukendt

i Norden, og da det at være en »Fremmed« var ensbetydende med at være en

»Fjende«. I Byerne kunde de fremmede Gæster dog skaffe sig Retssikkerhed og et

Forsvar ved at købe deres Fred hos Byens Herre, men ude paa en øde Kyst gik

det ikke saaledes til. Stedet, hvor man strandede, havde jo nok en Herre, for saa

vidt, som hver Kyststrækning hørte ind under et Gods eller et Len, gejstligt eller verds

ligt, men det var i Reglen umilde Herrer. Som oftest faldt den Skibbrudne tilmed

først i Hænderne paa Kystens Beboere, og de tænkte altid paa sig selv, før de tænkte

paa deres Herre, og ingen af dem vilde de stakkels Skibbrudne vel. Det store Stran

dingsgods kunde de vel ikke redde helt for sig selv, men en forlist Sømand, som

laa paa Stranden med en Pengekat

0111

Livet, og som maaske allerede var død, —

det var ikke saa let at afgøre,

0111

saadan en druknet Mand var halvdød eller hel

død, naar han laa der paa Stranden, men hvis han ikke var det, kunde han let

blive det — og hvem kunde sige noget

0111

ham?

»Den Skibbrudne,« skriver Allen, »betragtedes næsten som en fredløs Mand;

Landets Fyrste eller hans Lensmænd bemægtigede sig som et lovligt Bytte alt Stran

dingsgodset, og de Strandlidte maatte prise sig heldige, hvis de undgik personlig

Vold og Mishandling. Førte Ulykken dem til ensomme og afsides Kyster, traf de