![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0076.jpg)
64
K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N
Ogsaa for Færdslen til Lands sørgede Kongen ved Anlæg af gode Veje og Broer,
Opførelsen af Kroer paa passende Steder, hvor de Rejsende kunde faa Mad og Natte
leje og friske Heste, og endelig er Christjern II. Fader til det danske Postvæsen, idet
lian ansatte Brevdragere rundt omkring i Riget.
En Mand med et saa sundt og frit Blik maatte snart faa Øje paa det Byrde
fulde og Hæmmende ved Lavsindretningen. Og det vidner
0111
Christjern II.s dyhe
Forstaaelse af Tidens Brøst, at han forsøgte at raade Bod paa den største af de
Ulykker, der fulgte med Lavsvæsenet, den Spaltning eller rettere de mange Spalt
ninger, som det havde frembragt i Befolkningen. Christjern II. søgte at udfylde dem
og fjerne de Skel, der modvirkede Opstaaelsen af en borgerlig Samfundsfølelse, og
bestemte, at unge Mennesker, som vilde være Handelsmænd, ikke blot skulde lære
at regne, læse og skrive, — man har altsaa endnu paa denne Tid kunnet tinde
Købmænd, som ikke alle var. i Besiddelse af disse for en Købmand ret ønskelige
Egenskaber —, men tillige skulde uddannes i et bestemt Haandværk, saa at de, om
det skulde gaa galt med Handelen, kunde vinde Brødet ved deres Hænders Gerning,
saa at de ikke behøvede at komme i Armod. Det var i Virkeligheden et yderst
radikalt Skridt lige over for en Befolkning med en saa udviklet »honnet Ambition«
som den københavnske: den tidligere af den velstaaende Købmandsstand ringeag-
tede Haandværker blev paa een Gang stillet paa lige Fod med Byens velfornemme
Mænd, og det har sikkert ikke smagt disse.
Men heller ikke Købmændenes dyrebareste Privilegium fik Lov til at staa uan
fægtet. Den gamle Bestemmelse, der udtrykkelig nævnes i Erik af Pommerns Brev,
at ingen Haandværker kan opnaa Værdighed som Borgmester eller Raadmand,
havde paatrykt Haandværkerstanden Præget som en ringere Stand i Staden end
Handelsstanden, hvorfra disse Pladser alene skulde rekruteres. Ved en tilsynela
dende ubetydelig lille Tilføjelse borttog Christjern II. det Bitre ved denne Bestem
melse. Det skulde ikke længer være en Haandværker forment at konnne ind i Raa-
det, ja ej heller at blive Borgmester, naar han havde ophørt at drive sit Haandværk.
Om end det kun var de færreste Haandværkere givet at kunne trække sig tilbage
fra deres Arbejde med Midler nok til at leve af og saaledes opnaa en saadan Ære,
var dog Døren nu lovligt aabnet for enhver Borger i Byen til de højeste borgerlige
Øvrighedsposter.
Ogsaa Haandværkernes Privilegier, eller hvad de ansaa for et af deres vigtigste
Privilegier, blev ramt til Gavn for Almenheden. De havde haft det i deres Magt —
i egen Interesse — at hindre Tilgangen til Lavene ved den kostbare »Igangskost«,
som fordredes ved Optagelsen af en yngre Mester. Men dette Vaaben slog Kongen
resolut ud af deres Haand ved at bestemme, at der ikke af den begyndende Haand-
værksmester maatte fordres, at han skulde gøre noget Gilde for Lavet, lige saa lidt
som der maatte paalægges ham nogen Ydelse til dette eller til Borgmester og Raad.
Alt sligt skulde for Fremtiden være ganske aflagt, og alt hvad der maatte fordres
af ham, skulde være en rhinsk Gylden til Gudstjenestens Vedligeholdelse og intet
ydermere.
Vi har tidligere omtalt, hvorledes Købstædernes Handelsliv trykkedes ved Ade
lens og Gejstlighedens selvtagne Ret til at drive Handel i stor Stil. Kongerne havde
alt tidligere forsøgt at standse denne for Købstædernes Udvikling saa skadelige Tra
fik, saaledes Christjern I., der i 1475 havde forbudt alle og enhver »Mægtig eller