81 / 225
N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T
67
Borgere og som frie Mænd; lærte ikke den nye Tro, at hvert Kristenmenneske var frit,
og stod det ikke med rene Ord at læse i Biblen, Guds egen Bog, som de formale-
didede Præster og Munke havde forholdt dem saa længe!
Reformations-Aarhundredets demokratiske Ideer havde grebet Københavnerne,
og grebet dem liere Aar, før de blev bekendt med de religiøse.
København blev indesluttet til Lands og til Vands i 1523, og Frederik I. ven
tede kun paa Tropper for at storme Byen. Stemningen her var udmærket, undtagen
fra Aarets Slutning hos Henning Gøye, Christjern II.s tro Mand, der var sat til Stat
holder i Byen. Han havde Bud om, at den Hjælp, som Christjern II. havde haabet
at faa samlet, ikke vilde følge ham, men alt havde opløst sig, og han fandt som en
forstandig og besindig Mand, at en hæderlig Kapitulation var at foretrække for en
Belejring og følgende Storm, som ingen kunde vente at afslaa, — i alt Fald ikke
ved Gentagelse. Det var muligvis ikke lykkedes Henning Gøye at overtale Køben
havnerne til at følge sig, hvis der ikke paa Kongens Side var optraadt en Mand i
Underhandlingerne, Rigshovmesteren Mogens Gøye, en Mand, som Byens Borgere havde
den fuldstændigste Tillid til. Den 6. Januar 1524 overgav Byen sig til Frederik I.
Den kloge Konge, der selv var den nye Lære varmt hengiven og lagde det
aabent for Dagen, gjorde alt for at vinde Københavns Borgere for sig. Byen fik stor
kommunal Frihed, et betydeligt Jordtilliggende og Begunstigelser paa alle Maader.
Luthers Lære var begyndt at blive prædiket i Byen, og lidt efter lidt skilte den Kø
benhavns Borgere i to Partier, de, der holdt fast ved det gamle og nedarvede, og de, som
sluttede sig til den nye Lære. Religionsforskellen fyldte Sindene, og under den milde
Konges Regering, hvor de frie Stænders Tryk mærkedes langt mindre end før, gled
Spørgsmaalet om den gamle Konge i Baggrunden, saa meget mere som det jo syn
tes at være en afgjort Sag, at han ikke formaaede at gøre noget alvorligt for atter
at komme tilbage til sit Rige.
Om Københavns lykkelige Udvikling netop paa denne Tid, før Religionsspørgs-
maalene havde væbnet Byens Borgere mod hinanden, har man et Vidnesbyrd i en
gammel latinsk Vise af Aarhusrektoren Morten Børup, der lyder i fri Oversættelse:
Til din Glæde, København,
fæ rd es i dine Gader en statelig Skare
af K irkens Mænd og Kongens.
Ej findes din Lige
i hele D a nm a rk s Rige.
Du selv er de skønneste Værksteders Værksted,
Din Handel, den blom strer,
og fra den vide Jord en s Kreds
sam le r du Varer og Gods i din Favn.
Men da Frederik I. var død, og den religiøse Strid havde ophidset Sindene,
sluttede den nye Læres Tilhængere sig straks om den fangne Konges Navn. Lybek
kerne vilde hælpe ham, hed det, imod den af Adelen i Danmark valgte Konge,
Hertug Christian. Og Kærligheden til Kong Christjern, der holdtes fangen i Søndel -
borg Slotstaarn, blussede op i hele sin gamle Styrke og var stærk nok til, medens
Borgerkrig rasede i Byen selv, at lade Københavnerne udholde den hygtelige Belej
ring i 1535—1536, med alle Hungersnødens Pinsler, for endelig skuffede og forraadte
af deres lybske Forbundsfæller, som havde lokket dem til at tjene lybske Interes