82 / 225
6 8
K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N
ser i deres Længsel efter den gamle Konge, at maatte falde Christian III. og hans
holstenske Hær til Fode.
Men Folket glemte aldrig Christjern II. trods de mørke Minder, der knytter sig
til hans Navn. Og i Folkevisen om Høgen (Adelen), der driver Ørnen (Kongen) af
Landet, vil han mindes, saa længe der tales dansk Sprog paa Jorden:
Alle sm aa Fugle, i Skoven ere,
de give paa Høgen sto r Klage:
h a n riv er af dem b aade F jer og Dun,
h a n vil dem af Skoven jage.
Men Ø rnen h a n bygger i Fjeldet ud.
Saa iløge de samm e n i Egetop,
de lagde deres R aad paa ny:
hvorledes de ku nd e en Fuglekonning faa,
d enn em k u n d e fra Høgen fri.
F rem da traa d te den søllige Krage,
h u n v ar saa sorrigfuld:
»Kejse vi os den gamle Ørn!
jeg ha ab er, h a n v o rd e r os huld!«
Til sv ared alle de a n d re sm aa Fugle,
de svarede ja dertil:
»Nu er Ø rnen Fuglekonning,
saa længe som Gud h a n vil.«
Dertil da svared den stolte Høg:
»Vi steder det ingenlunde;
og skal den Ø rn væ re Fuglekonning,
ha n lægger os øde i Grunde.«
Det da spurgte den gamle Ørn,
h a n blev saa vred udi Hu:
saa slog h a n til den stolte Høg
alt med sin sk arp e Klo.
Derved da glædtes de a n d re sm aa Fugle,
og sjunge med h v e r sin Stemme;
i L u n d en v ar F ry d og Fuglesang,
alt der, som Ø rnen var hjemme.
S amm en da sank es de Hø gehæ re,
de skjule b a a d e Skov og Kæ r:
»Vi ville os fare til L u n d e n frem
og gøre den Ø rn et Blær.«*)
Det da h ø rte den simple Due,
h u n iløj til Ø rn en og s a ’de:
»Nu da k omm e de Ø rn chæ re ,
de agte at gøre dig Skade.«
»Det da svarede den gam le Ørn,
saa b a a d e h a n s Øjen de ru n d e :
»Saa mange Mus de bide en Kat,
ti rnaa jeg røm m e af Lunde.«
Bort da fløj den gam le Ø rn
alt m ed sine U nger sm aa;
de a n d re sm a a Fugle de bleve da vilde,
de vidste d e n n em ingen Raad.
Nu sid d e r Høgen i Egetop
og b re d e r h a n ud sin Vinge:
de a n d re sm a a Fugle, i Skoven ere,
h a n mo n n e saa jamm e rlig tvinge.
Nu er d e r Sorrig ud i Lunde,
som før v a r Fuglesang;
de fattig sm aa Fugle mig ynk es over,
dem T iden skal væ re saa lang.
Nu sidde alle de a n d re sm a a Fugle,
de tie saa k væ r som Sten;
de have nu m ist deres dejlige Sang,
n a a r Gud vil, fange de den igen.
*) gøre Hiær = volde Ufred.