77 / 225
N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T
63
sædvanlig en Befolkning, som Rov-
gerrigheden gjorde grusom, og Mord
forbandt sig da ikke sjælden med
Ran.«
I 1304 havde Erik Menved sat
Livsstraf for Vold, øvet mod Skib
brudnes L iv eller Gods, og saadanne
Lovbestemmelser blev i det følgende
Aarhundrede gentaget saa tit, at man
bedst deraf ser, hvor lidt de hjalp.
I Midten af Aarhundredet forekom
mer der Tilfælde, hvor Adelsmænd
personlig optræder som Ransmænd
over for forliste Købmænd, og selv
hvor disse var bedst sikret ved Lo
ven, var det dog ikke anderledes,
end at Strandens Herre havde Ret
til en betydelig Del af det strandede
Gods. Alene Kronens Indtægt af Vrag
og Strandinger kunde paa Christjern
II.s Tid løbe op til hen imod 100,000
Gylden — 12,500 Mark Sølv — om
Aaret; for de andre Strandejeres Ved
kommende kunde det vel ikke naa
saa store Summer, men for Eksem
pel for Bisperne af Børglum og Vi
borg, der havde store Besiddelser
langs Vesterhav og Kattegat, repræ
senterede Strandingsindtægterne dog
altid en meget betydelig Sum.
Det var derfor lige saa meget
til Gavn for Handel og Søfart og for
det Almene i det hele som til Skade
for enkelte Privilegerede, da Christjern
II. ved sin Strandingslov paabød, at
alt Gods, som blev bjærget i Land,
eller som drev i Land, uvægerligen
skulde tilhøre de Skibbrudne. Det
var en Forordning, der liilstes med
stor Glæde af alle, som paa en eller
anden Maade havde Interessen af
Søfartens og Handelens Udvikling.
Nu havde Købmanden dog kun Sø
ens Farer at frygte, og dem styrede
Vorherre i Himlen, som man altid
maatte fortro sig til.
SPRINGVANDSFIGUR »CARITAS« PAA CHRISTIAN IV.s
SPRINGVAND PAA GAMMEL TORV, UDFØRT 1607.