75 / 225
N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T
61
Livs, og hele Aarhundredet ud varede Regeringens Kamp mod Lavenes Tyranni og
stædige Holden-fast ved det gamle.
Den sidste Halvdel af det XV. Aarhundrede havde alle Vegne i Nord-Europa
været en Tid, fuld af gærende Uro. Hele det store, menige Folk, — paa Landet de
ufri Bønder, i Byerne Borger og Almue — trykkedes haardt af de privilegerede Stæn
der, Adel og Gejstlighed. Paa Landet var de vornede Bønder ikke stort mere end
Trælle, i Byerne led Køhmænd og Haandværkere stadig Tah ved de to frie Stæn
ders ulovlige Handlen i det store — oprindelig havde de Lov at drive Handel til
deres Gaardes Behov, men det var efterhaanden gaaet i Glemmebogen, og baade
Adelsmænd og Prælater drev Handel som Erhverv — samt til at lade udføre Haand-
værk af hvem, de lystede, og uden at besværes af nogen af de Byrder, der hvilede
paa Byens Borgere.
Og som Herrestanden verdsligt underkuede det menige Folk, tyngede Kirkens
aandelige Tyranni paa Sindene. Overalt mærkedes de strammende Baand, og paa
mange Steder viste der sig Tegn paa, at Misfornøjelsen snart vilde bryde ud.
Omtrent en Menneskealder før Aarhundredets Slutning var der i Tyskland be
gyndt at optræde Mænd af Almuen, som under Paavirkning af de alt vidt udbredte,
reformatoriske Ideer, prædikede Oprettelsen af et nyt Guds Bige paa Jorden, hvor
alle skulde være lige, og alle Skatter og alt Hoveri være banlyst. Samtidig voksede
Menigmands Kendskab til Biblen mere og mere, Kirkens Forfald blev mere og mere
tydeligt og forargeligt, og da Luther endelig med Biblen i Haanden omstyrtede Kir
kens Autoritet, udførte ban i Virkeligheden, hvad Tusinder og atter Tusinder havde
drømt om og liaabet.
Det menige Folk i de forskellige Lande havde i deres Had mod de privilege
rede Stænder en naturlig Forbundsfælle i Landets Regent. Folkets Underkuelse
var jo i Virkeligheden kun et Udtryk for Kongens egen Magtesløshed. Derfor ser vi
paa liere Steder, at Fyrsterne, lige som de ringeste af deres Undersaatter, med
Forventning hilser de Tanker og Ideer, der til sidst slaar ud i Reformationen. —
Ved at gøre sig til Leder af det store, menige Folks mange, spredte Kræfter og Vil-
lier øjnede de en Mulighed for at stække de fælles Modstanderes Magt.
Da den jævne og folkelige Kong Hans i Begyndelsen af 15 13 var død paa en
Rejse i Jylland, var hverken frie eller ufri Mænd i Danmark et Øjeblik i Tvivl om,
i hvilken Retning den udvalgte Konges og Tronfølgers Ønsker og tanker gik. Han
var ikke blot Søn af en Konge, der stadig havde søgt at værne de ufri Stænder
mod Overgreb, men han havde fra sin tidlige Ungdom selv været knyttet til Borger
standen og talte sine bedste og varmeste Venner i den. For at hans Søn kunde laa
en skrappere Opdragelse, end den det vilde være muligt at give ham ved Hove,
havde Kong Hans sat ham i Huset hos den ansete københavnske Borger, Hans
Bogbinder, der boede i den store Gaard*) paa Hjørnet af Amagertorv og det nu
forsvundne Højbrostræde. Hans Bogbinder havde selv Sønner, og blandt dem een,
Ambrosius, som — efter hans senere Optræden at dømme
nok har trængt til at
holdes i Ørene, og naar hans hele Liv blev præget af Venskab for og liofasthed
mod Cliristjern IL, kan man sikkert antage, at disse høleiser er bleven grundlagt i
*) Gaarden ses i ombygget Stand paa Billedet af Amagertorv Side 39, det er den tøiste Hjøinegaard
til højre paa Billedet, lige under Nikolai Kirketaarn.