80 / 225
6 6
K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N
naar de arbejdede for deres By, saaledes ønskede han ogsaa at samle alle Landets
Købstæder i fælles Arbejde til Held og Lykke for det hele Land. Derfor bestemte
han, at der aarlig 29. Juni skulde holdes et Møde i København af Udsendinge fra
samtlige Købstæder i Skaane, paa Sjælland og Øerne og et andet i Viborg fra Køb
stæderne i Jylland. Paa disse Købstadsmøder, der kun tog Sigte paa Købstædernes
Udvikling, skulde der forhandles
0111
alt, hvad der kunde tjene til Købstædernes
Tarv, hvilke Forandringer i de bestaaende Love og Bestemmelser der kunde være
ønskelige, og hvad nyttigt og nyt der kunde være at overveje til Købstædernes
Opkomst. Ved Mødets Slutning skulde der affattes en Beretning om Forhandlingerne,
som skulde tilstilles Kongen.
Som et væsentligt Middel til at fremme Samfølelse og Forbindelse mellem By
erne indførte Kongen straks ens Maal og Vægt over hele Biget, og han fastsatte
Københavns Maal og Vægt som den, alle skulde rette sig efter*).
Bigets Stormænd lod paa Viborg Landsting Christjern II.s Love brænde som
»skadelige og fordærvelige imod god Politi og Regimente«. Men Borger og
Bonde dømte anderledes, og særlig Københavns Borgere, der i højere Grad end
Landets øvrige Almue havde set de umiddelbare Udbrud af hans varme Følelse for
de Smaa og Fortrykte. Og Nutiden dømmer anderledes; med lange Mellemrum og
som enkelte, spredte Reformer kom i de følgende Tider de Forbedringer, som blev
standsede ved hans Fald, og det varede over halvtredie Hundrede Aar, før hans
Hovedtanke, uden Tvivl »den mest skadelige og mod godt Regimente mest stridende«
af alle hans Reformer, Bondens Frigørelse, blev taget op paa ny og ført ud i Vir
keligheden.
Den danske Adel opsagde Christjern II. Huldskab og Troskab, og Kongen — syg
i Sind og med Tvivl
0111
sig selv og alt og alle — drog bort for at finde Hjælp hos
sin Hustrus Broder, den tysk-romerske Kejser Carl V. Det var en Sorgens Dag, hin
13. April 1523, da Christjern sejlede hort fra sin Hovedstad. Paa Stranden stod Folk
i tætte Skarer, og paa Voldene, paa Taarne og Tage og i alle Skibsmaster var de
kravlet op for endnu en Gang at se ham, som havde taget sig af deres Sag. Og med
Øjnene fulgte de Kongens Skib, til det forsvandt bag Skovshoveds Pynt.
Men Københavnerne var ikke saa spage nu, som de havde været for 10 Aar
siden, da de paa Herredagen havde knurret lidt over, at de ikke havde et eneste
Ord med at sige ved Valget af Kongen. Nu nøjedes de ikke med at knurre, — nu
var de ikke bange for at bide. Til Trods for de to mægtige Rigsstænder, der stod
Kong Christjern imod og under ingen Betingelse vilde have ham tilbage, til Trods
for den fremrykkende holstenske Hær og med en Borgerkrig og en Belejrings Ræds
ler for Øje, agtede de nu at holde fast ved Kong Christjern. Og det var det, de
svarede den af Adelen valgte Kong Frederik paa hans Brev til dem
0111
at sende
en Borgmester samt en Raadmand og et vist Antal Borgere til ham for paa alles
Vegne at sværge ham Huldskab og Troskab.
Det var den nye Tids Aand, der havde modnet og styrket dem. De var vaag-
net til Bevidsthed om, at de var mere end Trælle og Livegne, de følte sig som
*) Blandt de Foranstaltninger til Næringslivets Opkomst, som skyldes Christjern II., maa man
ikke glemme at nævne Hollændernes Indkaldelse og Anbringelse paa Amager. Dem skylder Køben
havn ikke blot sin Forsyning med det daglige Forbrug af Grøntsager gennem mere end 350 Aar,
men ogsaa til Tider en betydelig'Del af sin Eksport.