67 / 225
N Æ R I N G S L I V E T S OPKOMS T
53
forstå ar at nøjes med sit eget, omstyrte al Retfærdighed og aldeles opsluge andres
Ret,« men Sandheden af disse Ord var endnu ikke gaaet op for Københavnerne, og
enhver Mand betragtede det som et Indgreb i sin personlige Frihed, naar Regerin
gen paa et eller andet Omraade, næsten ligegyldig hvilket, søgte at begrænse hans
Handlefrihed. Hvor ivrige end Haandværkerne kan have været for at hindre, at
andre end de gav sig af med Haandværksarbejde, har det dog knebet for dem at
forstaa, at skulde de Handlende i Byen kunne bestaa som Handelsmænd, var det
nødvendigt, at ikke enhver Skinder eller Skomager gjorde dem Indpas i Næringen
ved at drive Handel paa egen Haand.
I mange Aar bliver det derfor Regeringens stadig gentagne Paabud,at enhver
skal nære sig af sit Embede (Haandværk).Men dette »Skomager bliv ved din Læst«
havde grumme ondt ved at trænge ind i Bevidstheden. Blandt andet af den Grund,
at denne Begrænsning ofte kom til at gaa ud over de Smaa i Samfundet. Det synes
især at have været Bagerne, der søgte at benytte deres Privilegium paa at bage
Brød til egen Fordel ved at gøre Brødet saa smaat og saa dyrt som muligt. For at
forebygge dette blev det derfor forordnet, at Borgmestre og Raad skulde sætte en
fast Pris paa Brødet, senere paa andre Næringsmidler og paa fremmed 0 1 og Vin.
Det varede i det hele ikke længe, før der blev indført et vist Tilsyn med Haand
værkerne fra Borgmester og Raad, om de
leverede »ustraffeligt Arbejde«ogsolgte
til skellig Pris d. v. s. til en rimelig Pris. Allerede dette er tilstrækkeligt til at be
tegne Haandværkerne som underordnede i Forholdet ikke alene til Borgmester og
Raad, hvem alle havde at være hørig og lydig i Staden, men ogsaa i Forholdet til
den Klasse, hvorfra Magistraten — med lovbestemt Udelukkelse af Haandværkerne
— stadig valgtes, den velstaaende Handelsstand.
Lavene vedtog selv deres Love, de saakaldte Lavsskraaer, men lor at være gyl
dige skulde de have Borgmestres og Raads Godkendelse. I de yngre Lav lindes der
ofte en Raadmand som Bisidder, og Lavet var saaledes stadig under Kontrol fra
Magistraten, lige som denne, der ogsaa skulde godkende Valget af Qldermændene,
gennem disse kunde føre skarpt Tilsyn med alle enkelte Personer og med Mestre,
som lavede »ondt« d. v. s. daarligt Arbejde. Kort sagt: gennem Lavene kunde der
paa en i Begyndelsen tidssvarende Maade »holdes Politi og Orden« i Staden. Og det
har sikkert ikke haft mindst Betydning, at Lavsbrødrene som en naturlig bølge al
den almindelige Broderskabs- og Sammenholdsfølelse skulde stræbe saa vidt muligt
at ordne alle indbyrdes Trætter ved Oldermandens Hjælp.
Vi har foran omtalt Gilderne som en ældgammel Institution, der delvis hvilede
paa Sammenslutninger i den hedenske Oldtid. Medens Benævnelsen
Gilde
endnu i
lang Tid benyttedes for de fornemme Købmandssammenslutninger, indtil det afløstes
af det fremmede og sagtens derfor finere Udtryk Kompagni, finder vi fra det XV.
Aarhundredes Begyndelse Betegnelsen
Lav
— oprindelig Gildelav
anvendt for
Haandværkernes særlige Sammenslutninger efter Fag, der i øvrigt ganske beholdt
Gildets Karakter, som det i Virkeligheden havde beholdt dets Navn.
Gennem den ved Erik af Pommerns foran meddelte Brev indførte Lavsoidning
blev Middelalderens nrolige og uregerlige Bybefolkning ordnet og inddelt. Inden foi
de forskellige Erhverv blev Borgerne knyttet sammen baade ved den gamle Biodei-
skabsfølelse og nu ved fælles Interesse. Ti Lavets tørste Opgave vai at værne Bi ød-