66 / 225
52
K Ø B E N H A V N U N D E R K R O N E N
Sild, paa Fæ og paa alle Haande Købmandsskal). Her har (nu) bedet os baade Ivler-
keri og Ridderskab saa og Iiøbstadmænd Raad og Maade til finde (at udfinde
Midler til) at det skelligere og anderledes maatte vorde; da bebudede vi (sendte vi
Rud efter) til os til Roskilde Riskop Jens i Sjælland og de andre Prælater og Rid
derskab der af Landet og Købstadmændene med de fornumstigste og bedste, vi vidste
der i Landet at være, om disse forskrevne Ærinde (Sager) og bad om deres Raad
i den Anledning. Da have de saaledes undervist og raadet os og for det rigtigste
anset, at vi indrette det saaledes og befale
at
alle Embedsmænd (Haandværkere) bjærge og nære sig af deres Embede
(Haandværk), det vil sige, at alle Rorgere og Rvmænd, der ikke drive noget af de
Haandværk, som herefter nævnes, skulle bjærge sig ved deres Købmandsskab og
med deres Rrygning og lignende Købmandshaandtering. Men Rager bjærge sig ved
sin Bagning, Suder (Skomager) ved sin Skogerning, Smed ved sin Smedegerning,
Guldsmed ved sit Haandværk, Skrædderen ved sit, Garveren ved sit, — kort sagt
alle Haandværkere, af hvad Navn nævnes kan, skulle bjærge sig, hver ved sit Haand
værk. Men skulde nogle af Haandværkerne i en By slutte sig sammen og fare uskel
lig med deres Haandtering enten med Brygning eller Bagning, Skogerning eller an
det (altsaa med andre Ord søge sin Fordel paa Kundernes Bekostning), da skulle
Borgmestre og Raadmænd med Fogedens Hjælp granske det ud, saa ofte det gøres
nødig, saa at alt maa gaa skelligt til, efter som Vor Herre under og sætter Tiden i
Landet til.
Ligeledes byde og befale vi, at ingen af de her nævnte Haandværk maa være
eller herefter blive Borgmester eller Raadmand, det skal alene andre Borgere og
Bymænd.
Og skulle Borgerne og Almuen i Købstæderne ingen Magt have Borgmestre af
at sætte, uden de kunne bevise os og vort Raad med Skel, at de os og Købstaden
og Riget ikke nyttige ere.
Ligeledes byde og befale vi, at enhver af de nævnte Haandværkere, der i en
eller anden Købstad vil vinde, hvad de kalde deres Lav (optages i Lavet), skal give
for sin Indgang (Optagelse) lige saa meget, som han gav Byen, da han blev Bymand
(tog Borgerskab) og ikke mere.«
Kongens Brev, der her er læmpet lidt efter nyere Sprogbrug, ender med at for
byde alt Købmandsskab uden for Byerne og Markeder og Torve. Paa Torvedagene
skal Købstadmændene stikke et Tegn (en Fane eller et Skilt ud), og saa længe dette
Tegn staar, maa ingen købe eller sælge paa Torvet uden faste Bymænd, d. v. s.
Byens egne Borgere, og dette Tegn skal staa, indtil Klokken slaar 10. Hvorefter de
sig alle have at rette »under den kongelige Hævn og Vrede«. Og Brevet skal staa
ved Magt, saa længe »indtil Nogen os anden og bedre Underretning gøre og bevise
kan, som for Riget og Landet nyttigere er.«
Det var aabenbart Kongens Ønske ved denne som ved andre Forordninger at
søge at bringe lidt Orden i Tidens forvirrede Samfundsforhold og lægge en Dæm
per paa Nordboernes medfødte og endnu voldsomme Frihedstrang. Det var ganske
vist omtrent 200 Aar siden, at Jakob Erlandsen i den første københavnske Stadsret
havde udtalt de rigtige Ord: »Hvis enhver afsagde Dom i sin egen Sag, efter eget
Tykke, vilde den tøjlesløse Begærlighed, al Kivs og Strids første Begyndelse, der ikke