56 / 208
47
domsven med sin Brud, efter at han havde forenet Sønnen og
hans Brud.
20de Marts 1823 skriver Faderen til sin Søn Jørgen: »Dit
sidste mig saa kærkomne Brev — men uden Dato — har jeg
flere Gange gennemlæst, og hver Gang med ny Fornøjelse, og
hvorfor? Fordi jeg deri saa tydelig skuer den Tænkemaade
hos mine Børn, der gør mig som Fader saa lykkelig — næsten
vilde jeg sige, saa stolt. Tro mig, at de Ord: »Kunde jeg gøre
Knud nogen virkelig Gavn, vilde det være min største Glæde
at opofre alt, thi jeg har ikke meget at risikere, og han har
fortjent alt af mig!« endog i dette Øjeblik lokker en Glædes-
taare af mit Øje. — Gud lønne Dig derfor! O, hvor forvisset
er jeg om, at Han vil det, ja at han allerede gør det. Hvor
forvisset er jeg om, at Du, ved at tænke og handle saaledes,
føler en indre Tilfredshed, der er lidt mere varig, end selv de
største Fordele kan skaffe den egennyttige. — Knuds ædle
Hjerte, hans retskafne Vandel, saavel som Duelighed, fortjener
vist nok den sandeste Agtelse af dem, som kender ham.« Des
værre kunde Faderen ikke hjælpe Knud, der nu skulde komme
hjem fra sin Lærerejse, med en Sum Penge til at begynde en
Forretning; »jeg kan slet intet«; »Peder Krøl« har været for
haard en Kreditor ved ham. Men naar han skal svare paa det,
hvorom Jørgen har villet raadføre sig med ham, om han nem
lig skal blive hos sin Mester for Dagløn eller tage hjem til
Ønslev for at skære i Staal nogle Stempler, som kunde blive
til fælles Nytte for Knud og ham selv — det er de Spænder og
andre »Snurrepiberier«, som gjorde saa megen Lykke — da
er Svaret egenlig givet af Spørgeren selv. »Du gætter vist alt,
hvad mit Votum vil blive. Hvad jeg endnu kunde tillægge,
vilde smage lidt mere af Egoisme, nemlig den Glæde, jeg føler
ved at se mine kære Børn omkring mig. Tro mig, at baade
min gode Hanne og jeg ønsker Din Nærværelse. Altsaa er mit
Raad, a t ------------------ . Og da jeg i Dag har flere at skrive til,
maa Du hermed tage til Takke. — Modtag iøvrigt min hedste
Velsignelse og Forvisningen om min Kærlighed.
Dalhoff.«
At denne Indbydelse er bleven taget til Følge, ser vi af en
et Aar senere falden Brevytring fra Hanne Dalhoff, hvori hun