51 / 208
42
Forhold i alt Fald i sin Begyndelse allerede til Læreaarene.
Og vi forstaar da ogsaa, hvorledes han, selv om det faldt ham
»særdeles anstrengende«, formaaede at hjælpe Guldsmedsven
dene, »saa at jeg vidste, de vilde blive antagne«. Thi sikkert
har han ogsaa paa Akademiet brugt sine Øjne og Hænder, ja
Ørerne med, saa at han ogsaa der kunde tilegne sig det mest
Umulige baade af Forstaaelse og Færdighed. Og man tager
næppe fejl i, at denne Færden paa »Akademiet for de skønne
Kunster« ogsaa i ham, som i saa mangen anden begavet Lær
ling ved hans egen senere Undervisning der oppe, har kunnet
vække Ønsker og Længsler, der naaede ud over Haandværket
og ind i den egenlige Kunsts Rige.
Foreløbig maatte han dog som enhver anden Lærling
ende sin Læretid med et Svendestykke, for hans Vedkommende
en Flødekande, men han havde den Tilfredsstillelse, at den i
Lavsprotokollen, hvad der var højst usædvanligt, fik en særlig
Bedømmelse som »udmærket godt forfærdiget«. Som Svend
blev han ved med at besøge Akademiet, hvor han kom op i
Modelklassen under Professor J. L. Lund. Denne viste Prins
Christian (siden Christian VIII), Akademiets ivrige og virk
somme Præses, et af Dalhoff udført Reliefbillede af hans Gemal
inde, Prinsesse Caroline Amalie, hvorved hans Interesse blev
vakt for den unge Mand.
Som han selv fortalte, kom der en Indbydelse fra Over-
hofmarchal Hauch (Digterens Fader), en af de 4 Repræsen
tanter for »Selskabet til Haandværkerstandens Forædling« og
senere for dets »Institut for Metalarbejdere«, om den nybagte
Svend vilde overtage Stillingen som dettes Lærer i Drivning.
Snart fik han tillige Undervisningen i Modellering, som han
ogsaa havde lagt sig efter. Men hvor ærefulde disse Krav end
kunde være for den unge Mand, vilde Honoraret derfor —
Instituttet fik bl. a. Understøttelse af Reiersens Fond — dog
ikke forslaa til at leve af. Fra Paaske 1821 til Paaske 1823
arbejdede han hos Mester Johan Isbrand; men før og efter,
tilsammen »et Par Aar«, hos sin Læremester. Dennes Opgi
velse maa dog være af et meget rundeligt Skøn, thi fra Svende
prøven til Paaske 1821 var der ikke et fuldt Halvaar, og lige-
saa kort var der fra Paasken 1823 til den Tid, da han tog til